25 Flares 25 Flares ×

Det er rigtig blevet koldt udenfor med både sne og is. Man burde holde sig indenfor – sidde i sin ynglings lænestol ved brændeovnens varme – læse en god bog – drikke varm te af favoritkruset med smileyansigt på og spise en sund gulerod til…STOP, hov der knækkede filmen vist.

Gulerødder, nej det er nok mere noget lidt mere sødt og hyggeligt, man trænger til – noget med kage og karamel. Jeg har det – whoopie pies med karamelcreme – det er sagen 🙂

 

Whoopie pies med karamelcreme

 

Den lille kagehapser, whoopie pie, er en amerikansk kage, der består af to stykker kage lagt sammen med en creme. I mine whoopie pies har jeg tilsat en dejlig sød og cremet mælkechokolade – enkelt, ukompliceret og godt. Jeg har lagt kagerne sammen med en karamelcreme lavet på kondenseret mælk og mascarpone. Cremen har den rigtige lækre karamelsmag, og mascarponen gør den lettere og ikke nær så tung. Rigtig god bagelyst!

 

Whoopie pies med karamelcreme

 

Opskrift (ca. 12 stk. sammenlagte kager)

Kager
120 g smør
125 g brun farin
2 æg
1,5 tsk. vaniljesukker
0,5 tsk. bagepulver
225 g hvedemel
150 g mælkechokolade

Karamelcreme
80 g smør
125 g brun farin
170 g kondenseret mælk
0,5 tsk. vaniljesukker
200 g mascarpone

Rør smør og brun farin godt sammen i en røremaskine. Tilsæt æg og rør godt. Bland vaniljesukker, bagepulver og mel sammen, og rør det i dejen. Hak mælkechokoladen groft, og vend den i dejen. Læg en spiseskefuld dej på en bageplade beklædt med bagepapir – husk at lave afstand mellem kagerne, da de flyder lidt ud. Tryk kagerne en anelse flade. Bag dem ved 190°C i ca. 10-13 minutter. Lad kagerne køle helt af på en rist, inden du samler dem med karamelcreme.

Kom smør, brun farin, kondenseret mælk og vaniljesukker i en gryde, og kog massen i ca. 5-7 minutter, indtil sukkeret er opløst og ikke knaser længere. Lad karamellen køle helt af. Pisk den kolde karamel sammen med mascarpone til en luftig og tyk creme. Læg kagerne sammen to og to med karamelcremen imellem kagernes flade sider, og server dem straks. Opbevar de usammenlagte kager i en lufttæt beholder eller kagedåse.

 

Whoopie pies med karamelcreme

25 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 25 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 25 Flares ×