10 Flares 10 Flares ×

Måneden august kan være rigtig lunefuld. Der kan være de mest fantastiske sensommeraftener, hvor man kan grille, sidde udenfor og nyde vejret, til stjernerne titter frem. Modsat kan det regne, blæse og være koldt, så man bliver nødt til at tjekke kalenderen for at se, om det i virkeligheden er oktober måned.

Denne gang omhandler mine opskrifter i Whisky & Rom Magasinet desserter, hvilket er noget, som jeg holder rigtig meget af. Alle opskrifter egner sig som en lækker afslutning på en grillaften udendørs, men også til at nyde indenfor i varmen foran pejsen eller i den bløde lænestol.

Whisky & Rom Magasinet august

Jeg har nogle dejlige opskrifter til jer. Den første er en cremet whisky-is med en flot smag af røget Islay-whisky. Isen akkompagneres af en super lækker hjemmelavet whiskysirup, der har et væld af anvendelsesmuligheder.

En nem dessertklassiker er en skive is overhældt med whisky, Baileys eller likør. Det smager godt, men min udgave er lidt mere sofistikeret – dog ikke mindre smagfuld. En cremet is med vanilje, dejlig mørk chokolade og selvfølgelig whisky.

Whiskyis og whiskysirup

Isen har en fin smag fra whiskyen, selvom kulden fra isen dæmper smagen en lille smule, men det kan løses med smag fra tilbehøret – whiskysirup. En fantastisk gylden sirup med dejlig vanilje og en generøs mængde whisky. Lad jer ikke skræmme over mængden af whisky. Nogle vil nok mene, at det er synd at bruge en god whisky til sirup, men det er ikke her, man skal være nærig. Det meste af alkoholen fordamper under indkogningen af whiskyen, og koncentrerer alle smagsnuancerne fra whiskyen. Man står tilbage med en gylden og meget aromatisk sirup, der har fanget essensen af whiskyen.

Siruppens anvendelsesmuligheder er næsten uendelige. Hæld den over is, fyld den på glas sammen med valnødder, brug den som tilbehør til en dejlig tør ost, brug den i kaffen eller som smagsgiver i drinks – kun fantasien sætter grænser.

Whiskysirup

Whiskyis (ca. 6 personer)
5 dl piskefløde
1 dl mælk
200 g kondenseret mælk
4 spsk. Talisker Single Malt Whisky 10 år (dejlig saltet, røget og krydret kraftfuld Islay, som tilføjer flotte smagsnuancer til både isen og siruppen)
Korn fra to vaniljestænger
120 g mørk chokolade (50% kakaoindhold)

Whiskysirup (ca. 3,5 dl)
130 g brun farin
50 g sukker
135 g glukosesirup
125 g Talisker Single Malt Whisky 10 år
25 g vand
Korn fra en vaniljestang

Pisk fløden til let skum. Tilsæt mælk, kondenseret mælk, whisky og korn fra vaniljestængerne til flødeskummet, og bland det hele godt sammen. Hak chokoladen groft, og vend den i iscremen. Hæld iscremen i en ismaskine, og lad den køre i ca. 20 minutter. Kom isen i en beholder, og stil den i fryseren.

Man kan sagtens lave isen uden at bruge en ismaskine. Hæld iscremen over i en beholder, og stil den i fryseren 3-5 timer. Husk at røre 3-4 gange i løbet af den første time under frysningen.

Lav whiskysiruppen. Kom alle ingredienser i en gryde, og lad det småkoge ved svag varme i ca. 5-8 minutter, indtil alt sukkeret er opløst. Lad det afkøle. Opbevar siruppen i køleskabet i en lille beholder – den kan sagtens holde sig et par måneder.

Den sidste opskrift kommer på bloggen i den nærmeste fremtid – så hold godt øje. Vi ses!

Stor tak til Whisky & Rom magasinet for muligheden. Magasinet kan købes i Magasin, 7-eleven, DSB-kiosker og på nettet whisky.dk

10 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 10 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 10 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset