13 Flares 13 Flares ×

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg har lagt noget op på bloggen, men jeg har også haft travlt med at lave nye opskrifter til aviser/magasiner samt andre spændende projekter. Sidste weekend var vi på et dejligt familiebesøg i Malmø, der både inkluderede skønne kager på et konditori og besøg på en chokoladefabrik – men det hører I mere om senere.

Tilbage til kalorierne. Jeg har haft stor succes med mine heksehyl-cookies og har fået god respons både fra”testspisere” og fra mine skønne læsere, der selv har prøvet at bage dem. Allerede da jeg bagte min første portion heksehyl-cookies, overvejede jeg at bruge dem i en is. Nu har jeg endelig taget mig sammen. Resultatet blev en cremet og fyldig vaniljeis med stykker af knuste heksehyl-cookies og ekstra heksehyl-bidder, en kold lakridsdrøm! Hvis den ikke skal spises direkte af isbøtten (i bedste amerikanske stil), så ved jeg ikke, hvad den skal.

Vaniljeis med heksehyl

Jeg beklager de halvdårlige mobilfotos – jeg havde travlt med vigtigere ting, så som at spise isen – og fik derfor ikke tid til at finde det store kamera.


Vaniljeis med heksehyl 
(giver ca. 1 liter)
3 dl piskefløde
3 dl sødmælk
Korn fra to vaniljestænger
2 spsk. glukosesirup
2 spsk. sukker
6 pasteuriserede æggeblommer
200 g heksehyl-cookies (ca. 6-8 cookies)
50 g heksehyl

Flæk vaniljestængerne på det lange led, og skrab kornene ud med en kniv. Kom piskefløde, sødmælk, vaniljekorn og glukosesirup i en gryde. Opvarm massen til lige under kogepunktet. Pisk pasteuriserede æggeblommer med to spiseskeer sukker, indtil massen er lys og skummende. Hæld den varme flødeblanding i æggemassen lidt efter lidt under piskning.

Hæld iscremen tilbage i gryden, og kog det ved svag varme, indtil iscremen har en temperatur på 80°C og er blevet tykkere. Stil iscremen i køleskabet, indtil den er helt kold (det tager ca. et par timer).

Hæld den kolde creme i en ismaskine, og frys isen. Efter ca. 15 minutter er isen færdig i ismaskinen. Bland vaniljeisen sammen med knuste heksehyl-cookies (det må gerne være nogle grove stykker, det skal ikke knuses for fint) og stykker af heksehyl skåret i meget tynde skiver. Kom isen i en beholder, og stil den i fryseren.

Man kan sagtens lave isen uden at bruge en ismaskine. Hæld den kolde creme over i en beholder, og stil den i fryseren 3-5 timer. Husk at røre jævnligt i ismassen under frysningen.

13 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 13 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 13 Flares ×