0 Flares 0 Flares ×

Jeg har tidligere sagt, at en valentinskage ikke behøves at være rød eller lyserød, men jeg har fortrudt lidt, og har derfor lavet denne røde kaloriebombe. 

Kagen består af en marcipanbund med et lag af geleret hindbærsylt, der er med til at give kagen en frisk smag. Oven på hindbærsylten er der et sprødt lag af chokoladepraliné, der er med til at give et dejligt modspil til den bløde kagebund. Toppingen er en fløjsblød mascarponecreme med en fin smag af vanilje og hindbær. Lav kagen til en, du holder af. Glædelig valentinsdag! 

Valentinskage

 

Marcipanbund (6-8 personer)
350 g groft revet marcipan
3 pasteuriserede æggehvider

Pisk de pasteuriserede æggehvider til fast skum ved hjælp af en håndmixer. Tilsæt revet marcipan, og rør forsigtigt til en ensartet masse. Dæk en bageplade med bagepapir, og fordel marcipanmassen. Bag marcipanbunden midt i ovnen ved 175°C i ca. 15-20 minutter, til den har en flot gylden farve. Lad den afkøle på en rist. Brug en skarp kniv til at løsne bundene fra bagepapiret.

Geleret hindbærsylt
600 g frosne hindbær
4 blade husblas
4 spsk. sukker 
2 tsk. vaniljesukker

Læg husblassen i koldt vand ca. 10 minutter. Kom hindbær, sukker og vaniljesukker i en gryde, og kog det ved middel varme i 6-8 minutter. Sigt massen gennem en finmasket si for at fjerne de mange kerner fra hindbærrene.

Kom hindbærsylten tilbage i gryden, og giv det et lille opkog. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og bland det godt sammen med hindbærsylten. Lad det afkøle.

Fordel hindbærsylten på marcipanbunden, og stil herefter kagen i fryseren i ca. 30 minutter. Fjern kagen fra fryseren, og brug eventuelt et udstikkersæt til skære kagen ud i nogle flotte kærlighedsmotiver.

Chokoladepraliné
150 g mørk chokolade
150 g lys chokolade
10 spsk. piskefløde
100 g cornflakes

Bræk chokoladen i mindre stykker. Varm fløden op, til den er lige ved at nå kogepunktet. Skru ned til svag varme og tilsæt chokoladen. Rør rundt i blandingen, indtil det er en ensartet masse. Kom cornflakes i en plastikpose og knus dem groft. Hæld cornflakes i chokolademassen, og rør det godt sammen. Lad massen afkøle. Fordel chokoladepralinen jævnt på marcipanbunden. 

Hindbær-mascarponecreme
250 g mascarpone
25 g flormelis
1 tsk. vaniljesukker
6 spsk. hindbærsyltetøj uden kerner
2 dl piskefløde
Hindbærpulver til pynt

Pisk mascarpone til en luftig masse. Tilsæt flormelis og vaniljesukker. Pisk fløden til en let skum, og vend det forsigtigt sammen med hindbærsyltetøj og mascarpone. Kom mascarponecremen i en sprøjtepose, og fordel den oven på chokoladepralinen. Pynt eventuelt kagen med lidt hindbærpulver. Opbevar kagen i en tætlukket beholder et køligt sted, indtil den skal serveres.

Valentinskage

Valentinskage

0 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 0 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 0 Flares ×