Håber I alle havde en skøn juleaften og nogle dejlige juledage – det havde jeg. Der var dejligt selskab, hygge, gode grin, flotte gaver og ja ikke at forglemme mad i rigelige mængder. Det lykkedes mig utroligt nok år efter år at fejlvurdere min egen evne til spise, så selvfølgelig spiste jeg også “nok” i år – men jeg tænker, at det nok både er en tradition og folkesygdom.
Efter at have mæsket mig i julemad, juleknas og juleguf i flere dage kom jeg til endnu en tilbagevendende tradition – dårlig samvittighed – nu skal vi altså til at spise noget let og sundt – salat og masser af grønt. Selvfølgelig skal vi det, men så kom næste indskydelse – det gør vi efter nytår, for nytårsaften skal vi have noget lækkert at spise og ikke mindst en dejlig dessert, så kan vi revidere nytårsforsætterne i januar.
Temaet for min nytårsdessert er surprise…lakrids! Ligesom det er skik og brug ved f.eks. bryllupper i USA skulle jeg selvfølgelig lave en “rehearsal dinner” på desserten for at teste, om det ville gå til nytår – ok, det var måske ikke strengt nødvendigt, men en god undskyldning for at bruge nogle timer i køkkenet og nyde lidt sødt efterfølgende. Resultatet blev en dessert bestående af tre dele.
