269 Flares 269 Flares ×

Noget sprødt, noget sødt, noget skarpt og ja så lidt lakrids. Dejlige, sprøde vafler dækket med sukkerkrystaller og fyldt med hele to slags mascarponecreme. Den ene creme er med lækker lakridssirup og lakridspulver – den anden creme med citronsaft og reven citronskal.

To gode smage der virker rigtig godt sammen – den runde fyldige lakrids og en frisk, lidt skarp citroncreme som kontrast. En lækker kage, som jeg er ret tilfreds med. Den smager godt, og bortset fra sukkeret på toppen er den ikke vildt sød. God bagelyst!

Sprød vaffel med lakrids- og citroncreme

Opskrift (11 stk.)
190 g hvedemel
50 g hasselnødder
125 g smør
0,5 dl koldt vand
Perlesukker (til udrulning)

Lakridscreme
1 dl piskefløde
125 g mascarpone
25 g flormelis
4 tsk. Johan Bülow Salty Liquorice Syrup
½ tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder

Citroncreme
1 dl piskefløde
125 g mascarpone
25 g flormelis
1 tsk. citronsaft
Reven skal af en halv usprøjtet citron

Blend hasselnødder i en minihakker til fint mel. Skær smørret i mindre stykker i en skål, og smuldre det sammen med melet og malede hasselnødder, til der ingen klumper er. Tilsæt vand, og saml dejen hurtigt. Lad dejen hvile i køleskab i ca. en time.

Form dejen til små kugler, der cirka vejer 18 gram stykket. Tryk dejkuglerne let flade. Rul dem ud til en aflang form på et stykke bagepapir med perlesukker. Bag vaflerne ved 220°C i ca. 10 minutter på den midterste rille i ovnen. Lad dem afkøle på en rist.

Pisk fløden til skum. Tilsæt mascarpone og flormelis, og pisk det godt sammen i ca. 5 minutter. Del mascarponemassen i to skåle. Tilsæt lakridssirup og lakridspulver til den ene del, og citronsaft og reven citronskal til den anden del. Kom lakrids- og citroncremen i hver sin sprøjtepose. Fordel cremen oven på en vaffel, og læg en vaffel oven på cremen og tryk let sammen.

Sprød vaffel med lakrids- og citroncreme

269 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 269 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 269 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset