1 Flares 1 Flares ×

Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg for en lille uges tid siden blev kontaktet af Konnerup & Co og tilbudt en kasse med deres lækre produkter til at teste. Efter ca. 5 millisekunders overvejelse takkede jeg ja – så var det bare at vente på de skønne lækkerier.

I Vester Aaby (nær Faaborg) på Sydfyn holder Konnerup & Co til. Jeg har smagt flere af deres lækre chokolader på nogle af mine cafébesøg – men aldrig besøgt dem i Vester Aaby, hvilket egentlig er ret dårligt, da min bedre halvdels mormor og morfar faktisk bor i Vester Aaby – det har ikke lige passet ind i programmet de gange, vi har været på Fyn – men næste gang sker det. Sydfyn er helt fantastisk og et af de steder, vi holder rigtig meget af.

Jeg kender Konnerup & Co primært for deres lækre chokolader og ikke mindst flødeboller, som er virkelig skønne. Det var fedt og udfordrende, at der dukkede en kasse op, hvor lakrids var flot repræsenteret, når jeg nu holder så meget af lakrids.

Konnerup & Co

De lækre produkter er:
Lakridssirup
Lakridspulver
Flydende karamel
Konnerup 70% mørk chokoladeplade
Licorice chokoladeplade
3 x couverture-chokolader: Papouasie flødechokolade, Konnerup 70% mørk og hvid chokolade
Lækkerierne kan købes på deres hjemmeside eller i deres butik i Vester Aaby.

Efter at have savlet over kassens indhold i et par minutter, tog jeg mig sammen til at eksperimentere i køkkenet. Vi har en del blåbær i haven, så det var oplagt at lave en sommerkage med de skønne bær. Sommerkagen består af luftige hasselnøddebunde lagt sammen med blåbærcreme, der er tilsat grofthakket hvid Konnerup & Co courverture-chokolade. De syrlige blåbær og den hvide cremede chokolade passer rigtig godt sammen. Kagen er toppet med lakridscreme, der er tilsat Konnerup & Co’s lakridssirup og lakridspulver. Det er en rigtig dejlig sirup, som smager kraftigt af rålakrids og ikke helt så sødt, som de andre lakridsprodukter jeg tidligere har brugt. Til sidst er herligheden pyntet med nogle blåbær og chokoladespåner af Konnerup & Co’s mørke chokoladeplade med 70% kakaoindhold.

Kagen er ikke så tung, og der er lækre kontraster både smags- og konsistensmæssigt.

Sommerkage med blåbær- og lakridscreme

Opskrift (6 kager)

Hasselnøddebund
3 æg
80 g sukker
Korn fra en vaniljestang
100 g hasselnødder
60 g hvedemel
0,5 tsk. bagepulver

Blåbærcreme
1 blad husblas
225 g blåbær
1 spsk. sukker
Korn fra en vaniljestang
1 dl piskefløde
125 g mascarpone
25 g flormelis
50 g hvid couverture-chokolade

Lakridscreme
1,5 dl piskefløde
180 g mascarpone
40 g flormelis
1,5 tsk. Konnerup & Co lakridssirup
1,5 tsk. Konnerup & Co lakridspulver

Tænd ovnen på 175ºC. Pisk æg, sukker og vaniljekorn til en luftig og tyk masse – der skal piskes i ca. 5 minutter. Hak hasselnødderne til fint mel i en foodprocessor eller minihakker. Tilsæt hasselnøddemelet, hvedemel og bagepulver til æggeblandingen, og vend dejen forsigtigt sammen med en dejskraber.

Smør en springform (22-24 cm) med smør eller olie, og hæld dejen i formen. Bag kagen midt i ovnen, indtil den er fast – den skal bages ca. 15-20 minutter. Lad kagen afkøle i springformen. Udstik små cirkler af kagen ved at bruge en udstiksform, der måler 7 cm i diameter. Skær cirklerne midt over.

Lav nu blåbærcremen. Læg husblassen i koldt vand ca. 10 minutter. Kom blåbær, sukker og vaniljekorn i en lille gryde, og giv det et opkog i 5-10 minutter. Blend bærrene til en puré i en foodprocessor eller minihakker, og kom puréen tilbage i gryden. Giv puréen et lille opkog. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og smelt den sammen med bærrene. Lad det afkøle.

Pisk fløden til en let skum. Tilsæt mascarpone og flormelis, og pisk det godt sammen. Kom blåbærpuré og grofthakket hvid chokolade i cremen, og rør det hele godt sammen. Stil eventuelt cremen i køleskabet i 30 minutter, hvis den er for tynd. Kom blåbærcremen i en engangssprøjtepose, og fordel den på halvdelen af kagebundene. Læg de resterende kagebunde oven på blåbærcremen.

Lav nu lakridscremen. Pisk fløden til en let skum. Tilsæt de øvrige ingredienser, og pisk det godt sammen. Kom lakridscremen i en sprøjtepose med stjernetyl, og fordel den på toppen af kagerne. Pynt de små søde kager med chokoladespåner af Konnerup & Co’s mørke chokoladeplade med 70% kakaoindhold og blåbær. Opbevar kagerne i en tætsluttende beholder på køl – de kan sagtens holde sig i et par dage.

Rigtig god fornøjelsen med kagen. Hold godt øje med bloggen den kommende tid, da der helt sikkert kommer flere opskrifter, da kassen ikke er tom endnu 🙂

Sommerkage med blåbær- og lakridscreme

Sommerkage med blåbær- og lakridscreme

1 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 1 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 1 Flares ×