2 Flares 2 Flares ×

Jeg har tidligere arbejdet med de skønne Amarena Fabbri kirsebær og brugt dem til både lagkage og kransekage. Jeg har også fået lov til at afprøve deres, for mig forholdsvis ukendte, Fragola Fabbri, som er en lækker kombination af jordbær og jordbærsirup i et flot og dekorativt glas. De små jordbær har en kraftig jordbærsmag, og ligesom kirsebærrene har det en smag, som man enten holder af eller ikke er så vild med. Jeg synes, smagen er god, men de skal bruges med omtanke og sammen med andre smage og ingredienser, der matcher.

Små tærter med chokoladeganache og variation af jordbær

Jeg har lavet nogle små slagkraftige tærter, som består af en sprød mørdejsbund fyldt med mørk chokoladeganache, der kan spille op til jordbærsmagen. Oven på ganachen er der et tyndt lag af geleret jordbærsirup. Frugt skal der til, så derfor er kagerne pyntet med jordbær, der er pudret med kakaopulver og overtrukket med knasende og kraftig chokolade.

Jordbær og chokolade er virkelig et godt match, der komplimenterer hinanden rigtig godt. Tærterne smager dejligt og skinner som små juveler. Den røde gelé er gennemsigtig, så man kan se ned til den mørke chokoladeganache. En rigtig julefarvet kagehapser som helt sikkert vil gøre lykke i december – så overvej, om det ikke var noget for dig at lave en portion af de små tærter!

Opskrift (ca. 8 stk.)

Mørdej
50 g smør
100 g hvedemel
25 g flormelis
3 tsk. vaniljesukker
Et halvt sammenpisket æg

Chokoladeganache 
100 g piskefløde
100 g grofthakket mørk chokolade

Jordbærgelé
70 g Fragola Fabbri jordbærsirup
1 blad husblas

Jordbærpynt
8 stk. Fragola Fabbri jordbær
Lidt kakaopulver
40 g mørk chokolade

Skær smørret i mindre stykker i en skål, og smuldre det sammen med melet, til der ingen klumper er. Tilsæt flormelis og vaniljesukker. Saml dejen hurtigt med et sammenpisket halvt æg. Lad mørdejen hvile i køleskab i ca. 30 minutter. Rul mørdejen ud til en stor cirkel (ca. 0,3 cm i tykkelsen), og udstik cirkler med en kageudstikker (8 cm i diameter), der passer perfekt i de små tærteforme (diameter 7 cm). Pensl de små tærteforme med lidt olie, og læg dejen i formene. Bag de små tærtebunde ved 200°C i 12-15 minutter på den midterste rille i ovnen. Lad dem afkøle på en rist.

Varm piskefløden op, til den er lige ved at nå kogepunktet. Skru ned til svag varme og tilsæt chokoladen. Rør rundt i blandingen, indtil det er en ensartet ganache. Lad massen køle helt af ved stuetemperatur. Kom ganachen i en sprøjtepose, og fordel den i tærtebundene.

Læg husblassen i koldt vand ca. 10 minutter. Kom jordbærsirup i en gryde, og varm den ved svag varme i 3-5 minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og bland det godt sammen med jordbærsiruppen. Lad det køle helt af. Fordel jordbærgeléen oven på chokoladeganachen. Stil kagerne i køleskabet i ca. 30 minutter, så geléen kan stivne.

Vend jordbærrene i lidt kakaopulver, så det bliver nemmere at overtrække dem med chokolade. Smelt mørk chokolade over et vandbad. Overtræk jordbærrene med chokolade, og lad dem stå et køligt sted, indtil chokoladen er størknet. Placer et jordbær oven på jordbærgeléen. Kagerne smager bedst samme dag, da mørdejsbunden er knasende sprød – men kagerne kan fint opbevares i en tætsluttende dåse på køl i 3 dage.

Små tærter med chokoladeganache og variation af jordbær

2 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 2 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 2 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset