Jeg elsker den friske og syrlige smag af rabarber – specielt når den ikke camoufleres i store mængder af sukker. Jeg synes, at mine pirogger har den helt rigtige balance smagsmæssigt og giver rabarberen den opmærksomhed, den fortjener. En mørdej, (med mange dejlige vaniljekorn), med fyld af rabarber. Marcipanen bidrager med lidt sødme, mens den hvide chokolade giver fedme og fylde som modspil til syren fra rabarberen.
Mørdej (ca. 6 stk.)
50 g smør
100 g mel
25 g flormelis
Korn fra en vaniljestang
Halvt sammenpisket æg
Rabarberfyld
200 g rabarber
0,5 spsk. vand
3 spsk. sukker
Korn fra halv vaniljestang
Fyld
60 g marcipan
60 g hvid chokolade
Flæk en vaniljestang på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Kom alle ingredienserne til mørdejen i en skål og ælt til en ensartet masse. Lad dejen hvile i køleskab i ca. 1 time.
Skyl rabarber, og skær dem i små stykker. Kom frugtstykkerne i en gryde sammen med vand, sukker og korn fra en halv vaniljestang. Lad det koge ved svag varme i ca. 10 minutter eller indtil rabarberne er møre. Hæld massen gennem en si, sådan at frugtsaften bliver sorteret fra. Lad rabarberfyldet afkøle.
Rul dejen ud til en stor cirkel (ca. 0,5 cm i tykkelsen). Udstik cirkler med en udstiksform på 10 cm i diameter. Pensl kanten på piroggerne med sammenpisket æg. Fordel marcipan, hvid chokolade og frugtfyld på halvdelen af dejcirklerne. Fold dejen over, og luk kanterne eventuelt ved hjælp af en gaffel. Læg piroggerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag kagerne ved 200°C i 15-18 minutter på den midterste rille i ovnen, til de er let gyldne. Pynt de lune kager med flormelis, og server dem straks med creme fraiche, en kugle vaniljeis eller spis dem natural – de er svære at holde fingrene væk fra!
Sikke dog en god idé – lige til at tage med i picnic kurven!
De ser helt vidunderligt gode ud, og kombinerer to af mine favoritter mad i “pakker” og rabarber, mums.
Hej med dig. Tusind tak for din søde kommentar. Det glæder mig at høre, at du synes om mine pirogger. De er velegnede til picnickurven – en nem lille hapser!
Hej
De skal helt sikkert prøves til fødselsdagspicnicen i morgen. Kan de lunes igen, da jeg tænker at bage dem i dag, men først skal bruge dem i morgen.
Venlig hilsen
Anne
Hej Anne
Tak for din kommentar. Ja, du kan sagtens lune piroggerne igen 🙂 Det lyder så hyggeligt med fødselsdagspicnic – rigtig god fornøjelse!