Her er alle julens varme og krydrede smage emballeret i en dekorativ lille pebernød. Den er nem at have med – den fylder ikke meget i lommen eller i maven – du kan spise en enkelt eller en håndfuld ad gangen. Hvis du endnu ikke er kommet i julestemning, så lav straks en stor portion af disse julestemningspiller!
De er fantastiske til gløgg, til kaffe og i kræmmerhuse på juletræet. Hvis man vil have nogle ekstra lækre pebernødder, kan de overtrækkes med mørk chokolade. De er meget nemme og sjove at lave, og børn kan sagtens deltage.
Til opskriften brugte jeg:
130 g smør
1 æg
125 g sukker
1 spsk mørk sirup
2 spsk fløde
250 g hvedemel
½ tsk natron
½ tsk bagepulver
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt nelliker
1/4 tsk hvid peber
1/4 tsk kardemomme
Rør smør, sukker og sirup luftigt i en røremaskine eller med en elpisker. Tilsæt æg og fløde, og rør det godt sammen. Bland mel, natron, bagepulver og krydderier sammen, og rør det hele sammen til en ensartet dej. Stil dejen i køleskab mindst et par timer eller gerne til næste dag.
Tril dejen til små kugler, og kom dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem midt i en 200°C varm ovn ca. 5-9 minutter alt efter størrelse. Lad pebernødderne afkøle på en rist. Opbevar kagerne i en lufttæt kagedåse.
Flotte pebernødder – meget mere ensartede en mine, som jeg må indrømme ændrer udseende efter nr. 100 😉
Kan anbefale friskrevet citronskal, samt friskrevet ingefær i opskriften. Det giver et vanvittigt friskt og lækkert twist til nødderne! Mener det er i politikens bagebog jeg har fundet min pebernødde-opskrift, for mange år siden 🙂
Hej Nina
Mange tak for din søde kommentar. Jeg tror, ensartetheden i mine pebernødder skyldes held 🙂 Tak for tippet med frisk ingefær og citron – det må jeg afprøve en dag!