Det har lige været Thanksgiving i USA med kalkun, og hvad dertil hører. Dette fik jeg ikke, men til gengæld fik jeg lyst til at lave peanutbutter. Peanutbutter er en underlig størrelse, enten hader man det eller også elsker man det! Jeg vil indrømme, at jeg ikke er særligt begejstret for peanutbutter, men synes, at min hjemmelavede udgave er blevet ret god. Peanutbutter har mange anvendelsesmuligheder – det kan bruges både i det søde og salte køkken.
Opskrift
200 g jordnødder med skal (i alt ca. 150 g afskallede jordnødder)
2 tsk mørk sirup
4 tsk vand
3 tsk olie
1/4 tsk havsalt
Start med at fjerne skallen og hinderne fra jordnødderne. Kom dem i en minihakker sammen med de øvrige ingredienser. Blend det hele 5-10 minutter eller indtil det har opnået den ønskede konsistens. Alt efter hvor olieholdige jordnødderne er, kan det være, at der skal bruges mere eller mindre olie og vand. Kom den færdige peanutbutter i et glas.
Hvor længe kan det holde sig? Opbevarer du peanutbutteren i køleskab?
Mvh Anette
Hej Anette
Du kan med fordel opbevare peanutbutteren i køleskabet, men sørg for at tage det ud i god tid, da det ellers vil være en noget hård masse. Du kan også opbevare peanutbutteren et mørkt og køligt sted. Når jeg laver peanutbutter, er det som regel spist indenfor et par dage, så jeg er lidt i tvivl om, hvor længe det kan holde sig. Jeg vil mene, at det sagtens kan holde sig i en uge. Håber det kan hjælpe dig videre.
Mange hilsner
Helle