5 Flares 5 Flares ×

Ligesom mange andre danske højtider er maden også super vigtig i påsken, og efter en god frokost eller dejlig stor middag, er der måske ikke plads til den helt store dessert. Frygt ikke – min påskedessert er let, luftig, fylder ikke meget og kan sagtens spises, selvom man har gjort et godt indhug på bordets glæder tidligere.

Påskedessert med citron og lakrids

Desserten består af lækker lakridscreme, knuste hvide marengs-sticks, smukke gule stykker af delikate chewy citronmarengs og til sidst er desserten drysset med skøn kraftig rå lakridspulver.

Der er mange elementer og en dejlig balance i desserten: sødt, syrligt, knasende og chewy og med en fortryllende lakridssmag, så bliver det ikke meget bedre 🙂 Jeg ønsker jer alle en rigtig skøn påske og god bagelyst!

Opskrift (4-5 personer)

Marengs-sticks (ca. 10 stk.)
10 g pasteuriseret æggehvide
30 g flormelis

Citronmarengs (ca. 8 stk.)
20 g pasteuriseret æggehvide
40 g flormelis
Revet skal af 1 usprøjtet citron
Gul pastafarve

Lakridscreme
75 g mascarpone
15 g flormelis
1 spsk. Johan Bülow Sweet Liquorice Syrup
1,25 dl piskefløde

Påskedessert med citron og lakrids
Pisk æggehviden til marengs-sticks til fast skum, og tilsæt herefter flormelis lidt ad gangen. Pisk godt i ca. 5 minutter. Kom marengsmassen i en engangssprøjtepose med rund tyl (6 mm diameter), og sprøjt den ud på en bageplade med bagepapir i 10 cm lange stænger. Bag dem ved 90°C i 1 time på den nederste rille i ovnen. Lad dem afkøle på bagepladen. Opbevar de afkølede marengs-sticks i en tætsluttende beholder.

Pisk æggehviden til fast skum, og tilsæt herefter flormelis lidt ad gangen. Pisk godt i ca. 5 minutter. Tilsæt revet citronskal og lidt gul pastafarve – pisk marengsen godt sammen. Kom marengsmassen i en engangssprøjtepose med rund tyl (6 mm diameter), og sprøjt den ud på en bageplade med bagepapir i cirkler med en diameter på ca. 4 cm. Bag dem ved 90°C i 1 time på den nederste rille i ovnen. Lad dem afkøle på bagepladen. Opbevar de afkølede marengskager i en tætsluttende beholder.

Afslut med at lave lakridscremen. Pisk mascarpone, flormelis og lakridssirup sammen til en tyk creme. Pisk fløden til en let skum, og vend den forsigtigt i mascarponecremen.
Kom lakridscremen i en engangssprøjtepose.

Anret eventuelt desserten på små skiferplader. Start med at sprøjte lakridscremen ud i små dutter tilfældige steder på skiferpladen. Knus herefter den hvide og gule marengs, men behold også nogle større stykker. Drys marengsen oven på lakridscremen og skiferpladen. Drys til sidst med lidt lakridspulver. Desserten er nu klar og server straks.

Påskedessert med citron og lakrids

 

5 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 5 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 5 Flares ×