2 Flares 2 Flares ×

Det er ikke en overdrivelse, at jeg efter mit besøg på Lakridsfestivalen i februar har tænkt lakrids, lakrids og så lige lidt mere lakrids.

Jeg har tidligere lavet nøddesmørepålæg, som blev rigtig god. Min nye udgave er med forskellige nødder i stedet for kun hasselnødder. Jeg har tilføjet mandler, hasselnødder, paranødder og valnødder – alle bliver super lækre, når de er ristet, og frigiver mange lækre aromaer og olier. Der er også kommet lækker mørk smeltet chokolade i – og ikke at forglemme generøst tilsat Johan Bülows lakridssirup. Det giver et fantastisk smørepålæg, hvor den ristede nøddesmag, den rige mørke chokolade og lakrids går op i en højere enhed.

Nøddesmørepålæg med lakrids

Det er super hurtigt at lave og virkelig en delikat tilføjelse til morgen- eller brunchbordet. Hvis du ikke spiser det hele (og har lyst til at dele), kan små glas fyldt med smørepålægget blive en dejlig værtindegave.

Opskrift
240 g blandede nødder (hasselnødder, mandler, paranødder og valnødder)
40 g kakaopulver
60 g mørk sirup
3 spsk. Johan Bülow Sweet Liquorice Syrup
1 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
1 knivspids salt
80 g mælk
100 g mørk chokolade (60% kakaoindhold)
20 g smør

Rist nødderne i ovnen ved 200 grader i ca. 5-10 minutter, til nødderne har fået lidt farve og er gyldne. Blend nødderne til fint mel i en minihakker. Kom nøddemelet over i en skål, og tilsæt kakaopulver, mørk sirup, lakridssirup, lakridspulver, salt og mælk. Bland det godt sammen til en ensartet masse ved at bruge en håndmixer.

Smelt chokoladen i mikrobølgeovnen i en varmfast skål, og tilsæt herefter smør til chokoladen. Tilsæt chokoladen til nøddemassen, og sørg for at røre det godt sammen. Smag eventuelt til med ekstra kakaopulver og lakridssirup. Kom det færdige nøddesmørepålæg på glas, og opbevar det i køleskabet. Sørg for at tage det ud i god tid før servering, da nøddemassen vil stivne en smule på køl.

2 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 2 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 2 Flares ×