Jeg vil gerne starte med at undskylde, at jeg kun har fotos af halve kager – det var selvfølgelig meningen, at der skulle have været en hær af små skønne gule kager. Men med lidt testsmagning, tværsnit og ekstra testsmagning og så en kagesulten kæreste – ja, så var der ikke meget tilbage til fotografiet. Pyt, så er der en god grund til at bage dem igen snart!
På billederne ser man et tværsnit af min påskekage. Det er en lille lækkerbisken af en gul skønhed. Den består af en citronkage med hvid chokoladeganache. Dækket med gult marcipan og citronglasur på toppen. Finial touch – et drys af lakrids! Kagen smager skønt af citron pga. citronsaft og -skal. Man smager tydeligt marcipanen både i bundene, og den der omkranser kagen. Den “fede” hvide og søde chokoladeganache står i fin kontrast til det syrlige i kagen, uden at det bliver for meget. Prikken over i’et er en lille men delikat mængde lakridspulver på toppen af kagen.
Jeg har en del gange tidligere arbejdet med kombinationen lakrids, citron og hvid chokolade – og det er bare rigtig godt! Så drop den helt store påskelagkage med pynt, papkyllinger og store påskeæg, og lav en masse af mine mini påskekager!
God fornøjelse og rigtig god påske!
Opskrift (5 stk.)
Citronkage
60 g sukker
2 tsk. vaniljesukker
2 æg str. M/L
75 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
125 g groft revet marcipan
80 g smeltet smør
Saft af en usprøjtet citron
Revet skal af to usprøjtede citroner
Chokoladeganache
25 g piskefløde
50 g hvid chokolade
Revet skal af en usprøjtet halv citron
Marcipanovertræk
100 g marcipan
15 g glukosesirup
50 g flormelis
Gul pastafarve
Citronglasur
Flormelis
Lidt saft af en citron
Gul pastafarve
Pisk sukker, vaniljesukker og æg godt sammen til en skummende masse. Tilsæt hvedemel, bagepulver, marcipan, afkølet smeltet smør, citronsaft og -skal. Bland det hele godt sammen. Smør en springform (16 cm) med smør eller olie, og hæld dejen i formen. Bag kagen midt i ovnen ved 180ºC i ca. 25-30 minutter. Lad kagen afkøle i springformen.
Varm fløden op til ganachen, indtil den er ved at nå kogepunktet. Skru ned til svag varme, og tilsæt den hvide chokolade. Rør rundt, indtil massen er ensartet. Tilsæt herefter citronskal. Lad massen afkøle i køleskabet ca. 1 time eller indtil det er en smørbar konsistens.
Bland ingredienserne til marcipanovertrækket sammen til en ensartet masse i røremaskinen. Drys lidt flormelis på bordet, og rul marcipanen ud til en stor firkant. Pas på med ikke at rulle marcipanen for tyndt ud, så vil overfladen nemlig krakelere, når kagen samles. Mit marcipanovertræk havde en tykkelse på ca. 3 mm.
Udstik fem cirkler af kagen ved at bruge en rund udstiksform med en diameter på 5 cm. Der bliver noget kage i overskud, som eventuelt kan fryses og bruges til romkugler en dag. Skær kagerne midt over. Fordel chokoladeganachen på kagebundene, og læg dem sammen. Kom citronglasur på toppen af kagerne, og drys en smule lakridspulver på glasuren.
Skær et bånd af marcipanen, og sæt den fast omkring de små lagkager. Marcipanstykket skal måle ca. 4 cm i bredden og være ca. 16 cm i længden. Opbevar kagerne i en lufttæt beholder, indtil de skal serveres.
Kan kagerne laves dagen inden? Og kan bundene laves flere dage før og fryses indtil de skal bruges? Ved du om man ustraffet kan putte en smule pastafarve i ganachen?
Vi går en travl påske i møde og min søn har fødselsdag på tirsdag. Disse kager ville bare være så skønne!
Hej Rita
Jeg beklager mange gange, at jeg først svarer dig nu. Her har vi haft en travl påske. Håber I har haft en god påske – og stort tillykke med din søns fødselsdag! Du har nok allerede lavet kagen, men jeg svarer gerne på dine spørgsmål alligevel.
Du kan sagtens bage kagerne dagen forinden – det bliver de faktisk kun bedre af, og kagen er fryseegnet. Du kan fint tilsætte lidt pastafarve til ganachen.
Mange hilsner
Helle
Mums – den ser god ud 🙂
Hej.
Er toppen ikke dækket med marcipan, eller er det kun siden?
Kagen ser vildt lækker ud
Hej Karina
Tak for din kommentar. Toppen er dækket med glasur, så jeg har kun brugt marcipan til siderne – men du kan sagtens dække hele kagen med marcipan. Rigtig god bagelyst og glædelig påske!
Mange hilsner
Helle
Kan man lave det som en stor kage?