12 Flares 12 Flares ×

Solen har skinnet flot i weekenden – det er lige vejr til at sidde ude og spise en lille kage. En af mine kagefavoritter er medaljer. Traditionelt er det en kage med creme, flødeskum og marmelade. Min opskrift er dog lidt anderledes end den traditionelle – men mindst lige så lækker. Jeg er rigtig glad for kombinationen af appelsin og lakrids for tiden, så det skulle afprøves.

Medaljer med appelsin og lakrids

En sprød kage bagt med smør, vanilje, lakridspulver og revet appelsinskal. Kagen er lagt sammen med en dejlig lakridscreme. Medaljen er enkelt pyntet med glasur smagt til med appelsinsaft og til sidst drysset med en smule lakridspulver for smagens og udseendets skyld. En flot kage, der ligner en lille blomst eller sol – lige til at blive glad af 🙂

Medaljer (ca. 7 sammenlagte) 
150 g smør
140 g mel
60 g flormelis
Korn fra en vaniljestang
Revet skal fra to usprøjtede appelsiner
1 tsk. Raw Liquorice Powder 
1 tsk. Fine Liquorice Powder

Lakridscreme
200 g mascarpone
60 g hvid chokolade
1,5 spsk. Johan Bülow Salty Liquorice Syrup

Glasur
80 g flormelis
1 tsk. revet appelsinskal
2-2,5 spsk. appelsinsaft

Pynt
3,5 dl piskefløde
Raw Liquorice Powder

Flæk en vaniljestang på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Kom alle ingredienserne i en skål og ælt til en ensartet dej. Lad dejen hvile i køleskab i ca. 1 time.

Rul dejen ud til en cirkel (ca. 0,5 cm i tykkelsen). Udstik blomster med en udstiksform på 8,5 cm i diameter. Bag kagerne ved 200°C i 8-10 minutter på den midterste rille i ovnen, til de er let gyldne. Afkøl kagerne på en bagerist.

Smelt hvid chokolade i en varmefast skål over et vandbad. Kom mascarpone, den smeltede hvide chokolade og lakridssirup i en skål. Pisk det godt sammen til en luftig creme. Smag på cremen, og tilsæt eventuelt mere lakridssirup om nødvendigt.

Rør flormelis, appelsinskal og -saft sammen i en skål. Pisk fløden til skum. Kom flødeskummet i en engangssprøjtepose med stjernetyl, og sprøjt det på bundene. Kom lakridscremen i en engangssprøjtepose, og sprøjt den ud på midten af bundene, sådan at “hullet” er helt fyldt ud.

Pynt medaljelågene på glasur og lakridspulver. Læg lågene på som top. Opbevar medaljerne i køleskab indtil servering. Kagerne smager bedst samme dag.

Medaljer med appelsin og lakrids

Medaljer med appelsin og lakrids

12 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 12 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 12 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset