1K Flares 1K Flares ×

Citron og lakrids er så godt sammen – tilføjet knasende mandler og en skøn marcipankagebund, så er det bare fantastisk – og så ser den jo også ret flot ud!

En svampet marcipankage, et lag med lækker mørk chokolade og hakkede knasende lakridsmandler. Til sidst et tykt lag af cremet og luftig citronmousse. Kagen er dekoreret med halve lakridsmandler og et lille drys af lakridspulver. En vidunderlig kombination af forskellige teksturer og smage bl.a. sød, salt og syrlig smag – mums. Rigtig god bagelyst!

Marcipankage med citronmousse, lakridsmandler og chokolade

 

Opskrift (ca. 8 stk.)

Marcipankage
1 1/4 pasteuriserede æggehvider
300 g groft revet marcipan

Mandelcrunch
100 g mørk chokolade
100 g D – Black Liquorice Almonds

Citronmousse
5 blade husblas
2 usprøjtede citroner
1,5 spsk. vand
100 g sukker
4 pasteuriserede æggeblommer
2 pasteuriserede æggehvider
1,5 dl piskefløde

Pynt
D – Black Liquorice Almonds
Raw Liquorice Powder

Marcipankage med citronmousse, lakridsmandler og chokolade

Pisk de pasteuriserede æggehvider til fast skum. Tilsæt revet marcipan, og rør det til en ensartet masse. Beklæd en bageplade med bagepapir, og tegn herpå en firkant (16 x 16 cm). Fordel marcipanmassen inden for firkanten, og glat den ud med en kniv. Bag bunden midt i ovnen ved 175°C i ca. 15-20 minutter, indtil den er gylden. Lad den afkøle. Brug en kniv til at løsne bunden fra bagepapiret.

Bræk chokoladen i mindre stykker, og smelt chokoladen over et vandbad. Tilsæt hakkede lakridsmandler til chokoladen, og bland det godt sammen. Fordel chokolademassen på kagebunden. Stil kagen i fryseren i ca. 30 minutter, så chokoladen kan stivne.

Læg husblas i koldt vand ca. 10 minutter. Kom saft og fint revet skal fra citronerne i en gryde sammen med vand og 50 g sukker. Lad det koge i 5-8 minutter, indtil det minder lidt om sirup i konsistensen. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og smelt den sammen med citronsiruppen. Lad den afkøle i 5 minutter.

Pisk æggeblommer og den resterende del sukker til en tyk masse – pisk godt i ca. 5 minutter. Tilsæt citronsiruppen, og bland det godt sammen. Pisk fløden til skum, og vend det sammen med citroncremen. Pisk æggehvider stive i en skål med rene piskeris. Tilføj en tredjedel af de piskede æggehvider til moussen, og pisk godt. Vend forsigtigt den resterende del af de piskede æggehvider i moussen.

Kom kagebunden i en justerbar kvadratisk metalform. Fordel citronmoussen på kagebunden. Opbevar kagen i køleskabet i ca. 4 timer, så moussen kan stivne. Frigør kagen fra metalformen, og skær kagen ud i mindre stykker ved at bruge en skarp kniv. Det er bedst at lade kagen stå ved stuetemperatur i 10 minutter, inden den skæres i mindre stykker ellers er det svært at skære igennem kagen. Pynt herefter kagestykkerne med lakridsmandler og lidt lakridspulver. Opbevar kagen på køl i en tætsluttende beholder. Kagen kan sagtens laves dagen før, den skal serveres – vent dog med at pynte kagen med mandler og lakridspulver indtil servering.

Marcipankage med citronmousse, lakridsmandler og chokolade

 

1K Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 1K StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 1K Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset