594 Flares 594 Flares ×

Jeg fik endelig lavet noget med de smukke røde æbler, som jeg har plukket i vores dejlige have. Tidligere har jeg lavet en del forskellige opskrifter med æbler fx tærter, salater, boller og kager. Når nu æblerne er så skønne, vil det være godt, hvis man stadigvæk kan nyde den flotte farve lidt.

Det er blevet til en skøn makron- og marcipankage fyldt med smuk rød æblemos, toppet med flødeskum og pyntet med en lille skive æble. Kagen er saftig indeni og karamelliseret på toppen – det er rigtig lækkert. Smagsmæssigt kommer man til at tænke på gammeldags æblekage, så det er faktisk super hyggeligt – en nostalgisk smag og en smuk præsentation – så bliver man helt glad 🙂

Makron- og marcipankage med æblemos
Opskrift (ca. 15 stk.)

Makron- og marcipankage
3 æg str. M/L
200 g sukker
100 g smeltet smør
150 g mandler
125 g knuste makroner
125 g revet marcipan

Æblemos
600 g æbler
1 spsk. vand

Pynt
1,5-2 dl flødeskum
1-2 æbler

Makron- og marcipankage med æblemos

Pisk æg og sukker til en luftig og tyk masse. Tilsæt herefter smeltet smør. Blend mandler i en minihakker/foodprocessor til fint mel. Tilsæt mandelmel og knuste makroner. Riv marcipan groft på et rivejern, og bland det i dejen.

Kom dejen i en springform (22-24 cm) beklædt med bagepapir. Bag kagen midt i ovnen ved 180ºC i ca. 30-40 minutter. Hvis kagen hurtigt bliver for mørk på toppen, flyttes kagen ned på nederste rille i ovnen og bages videre. Tjek med en strikkepind, om kagen er færdigbagt. Lad kagen afkøle.

Makron- og marcipankage med æblemos

Vask og skræl æblerne til mosen. Fjern kernehuset fra æblerne, og skær dem i små tern. Kom æblestykkerne i en gryde sammen med lidt vand. Lad det koge ved middelvarme i ca. 10 minutter, så der stadigvæk er lidt æblestykker tilbage i mosen. Lad æblemosen afkøle.

Udstik små cirkler af kagen ved at bruge en rund udstiksform med en diameter på 5 cm. Der bliver ca. 15 cirkler i alt. Skær kagebundene midt over, og fordel ca. 20 g æblemos på kagebundene. Placer en kagebund ovenpå. Pynt med flødeskum og en lille skive af et æble. Læg først kagerne sammen lige inden servering.

Makron- og marcipankage med æblemos

 

594 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 594 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 594 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset