Jeg kan lige så godt sige det med det samme – denne dessert er for chokoladeelskere og lakridsnydere. Desserten har en fyldig og kraftig smag af begge dele, så hvis du ikke bryder dig om nogle af de skønne smage, klik videre 🙂 Jeg har lavet en cremet lakridsis med tydelig lakridssmag fra både lakridssirup og lakridspulver. Derefter et lag af chewy og lækker lakridskaramel. Hele herligheden er emballeret i en mørk sprød chokoladeskal.
Der er lidt arbejde med at lave desserten – men tro mig – det er det hele værd – et rigtigt lakrids- og chokolade-kick. Chokolade – tjek, is – tjek, lakrids – tjek, så kan man da ikke blive andet end rigtig glad 🙂 Rigtig god fornøjelse med at lave den skønne sommerdessert!
Opskrift (6 stk.)
Lakridskaramel
50 g smør
60 g brun farin
1 spsk. glukosesirup
75 g kondenseret mælk
1,5 spsk. Johan Bülow Salty Liquorice Syrup
0,5 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
Chokoladeskal
200 g mørk chokolade (50-60% kakaoindhold)
Lakridsis
2,5 dl piskefløde
0,5 dl mælk
100 g kondenseret mælk
1 spsk. Johan Bülow Salty Liquorice Syrup
1 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
Kom smør, brun farin, glukosesirup og kondenseret mælk i en gryde, og kog massen i ca. 5 minutter, indtil sukkeret er opløst og ikke knaser længere. Tilsæt lakridssirup og -pulver, og bland det hele godt sammen. Smag til på karamellen, og tilsæt eventuelt lidt mere lakridssirup eller -pulver. Lad karamellen afkøle i mindst 30 minutter.
Smelt mørk chokolade i en varmefast skål over et vandbad eller i mikrobølgeovnen. Pensl en silikoneform med chokoladen (jeg har brugt en bordelaise silikoneform, hvor hver form måler Ø78×36 mm – man kan sagtens bruge en anden silikoneform). Stil dernæst formen i fryseren i ca. 10 minutter. Find silikoneformen frem fra fryseren, og pensl herefter et lag mere af den mørke chokolade, så formen er dækket godt til. Stil formen tilbage i fryseren i ca. 10 minutter. Gentag processen, hvis du ønsker en solid chokoladeskal.
Pisk fløden til en let skum. Tilsæt mælk, kondenseret mælk, lakridssirup og -pulver til flødeskummet, og bland det hele godt sammen. Hæld blandingen i en ismaskine, og lad den køre i ca. 20 minutter.
Man kan sagtens lave isen uden at bruge en ismaskine. Hæld blandingen over i en beholder, og stil den i fryseren 3-5 timer. Husk at røre 3-4 gange i løbet af den første time under frysningen.
Find silikoneform frem fra fryseren, og fordel et lag lakridskaramel i hver chokoladeskal. Kom isen i en engangssprøjtepose, og fyld formene op med is. Stil formen i fryseren i ca. 2-3 timer. Tryk forsigtigt “iskagerne” ud af formen, og lad dem stå ca. 15 minutter før servering.
Kunne man også lave denne dessert i en metalform – jeg har netop indkøbt 2 muffin forme med buet “skål” næsten samme facon som din bare uden blomster.
Hej Gitte
Jeg er i tvivl, om man kan lave desserten i en metalform. Jeg har tidligere haft lidt udfordringer med at frigøre is fra en metalform. Fordelen ved at bruge en silikoneform er, at den er så fleksibel – det er super nemt at trykke isen ud af formen. Hvis du gerne vil lave isen i en metalform, vil det nok være nemmest at løsne isen fra formen, hvis den bliver opvarmet først med lunkent vand. Jeg vil meget gerne høre fra dig, om det kan lade sig gøre at lave desserten i en muffinsform. Pøj pøj med det 🙂
Mange kagehilsner
Helle