5 Flares 5 Flares ×

Jeg kunne næsten ikke tage til Formland UPgraded, uden at der var cupcakes med – alle elsker cupcakes (næsten da). Det blev til en lille sød lakridscupcake med en lidt “voksen” smag, for der er fyldig lakridsstout i. Øllet er kommet i dejen sammen med stykker af sød lakrids og lidt lakridspulver. Cupcaken er pyntet med dejlig lakridsfrosting og en hel lakrids. Man bliver ikke blæst bagover af voldsom ølsmag, men man smager derimod en sart note af øllets fylde og lidt bitre nuance. En sød, dekorativ og på ingen måde sukkersød cupcake.

Lakridscupcakes med stout, sød lakrids og lakridsfrosting

Opskrift (ca. 22-24 stk.)

Mini lakridscupcakes
90 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
50 g smør
1 æg
100 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
0,5 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
1 dl Johan Bülow Liquorice Stout
50 g revet marcipan
50 g grofthakket NO.1 Sweet Liquorice

Lakridsfrosting
1 dl piskefløde
125 g mascarpone
25 g flormelis
2 tsk. Johan Bülow Sweet Liquorice Syrup
0,5 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder

Tænd ovnen på 180ºC. Pisk sukker, vaniljesukker og smør sammen til en luftig masse. Tilsæt æg, og rør det godt sammen. Bland hvedemel, bagepulver og lakridspulver sammen i en skål. Tilsæt melblandingen til æggemassen, og bland det godt. Tilsæt herefter Liquorice Stout. Rør det hele sammen til en luftig og ensartet masse.

Riv marcipan groft på et rivejern, og bland det i dejen. Tilsæt grofthakket sød lakrids. Fordel dejen i mini papirsforme, og bag dem midt i ovnen i ca. 15-18 minutter. Lad kagerne afkøle, inden de skal pyntes.

Pisk fløden til en let skum. Pisk mascarpone, flormelis, lakridssirup og lakridspulver til en luftig masse i en anden skål. Tilsæt flødeskummet, og vend det godt sammen ved hjælp af en dejskraber. Kom cremen i en sprøjtepose, og sprøjt små toppe på kagerne. Pynt kagerne med lakrids. Kagerne kan holde sig friske i 3 dage i køleskabet.

Lakridscupcakes med stout, sød lakrids og lakridsfrosting

 

5 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 5 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 5 Flares ×