19 Flares 19 Flares ×

En kandidat, til en nem og lækker dessert til nytårsaften, er helt klart min klementinchokolademousse. Efter at have spist ris a la mande i dagevis efter juleaften er der behov for en lidt lettere dessert.

Den mørke chokolademousse på toppen giver en dejlig fylde og utrolig rig chokoladesmag, hvorefter man “graver” sig ned til den flotte, lyse klementinmousse, der har sødmen fra klementinerne og en dejlig eftersmag af Grand Marnier, der tilføjer en mere tydelig appelsinsmag. En flot dessert der sagtens kan laves dagen før. Opskriften passer til 6-8 personer.

Klementinchokolademousse

Klementinmousse
4 klementiner
2 pasteuriserede æggeblommer
2 pasteuriserede æggehvider
1 spsk. sukker
2 blade husblas
6 tsk. Grand Marnier
1,5 dl piskefløde

Chokolademousse
225 g mørk chokolade (55% kakaoindhold)
3 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvider
1 spsk. sukker
2,5 dl piskefløde
Hvid chokolade til pynt

Læg husblassen i koldt vand ca. 10 minutter. Halver klementinerne, og pres saften ud af dem. Hæld saften igennem en si og over i en lille gryde. Kog saften i få minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og smelt den sammen med saften. Lad det afkøle.

Pisk æggeblommer og sukker til en luftig og tyk masse med en håndmixer – det tager ca. 5 minutter. Pisk æggehvider stive i en skål med rene piskeris. Pisk fløden til skum, og vend det sammen med æggeblommerne. Tilsæt herefter klementinsaften og Grand Marnier, og bland det hele godt sammen. vend de stive æggehvider forsigtigt i moussen. Hæld moussen i en skål eller i portionsglas, og stil den i køleskabet. Forbered herefter chokolademoussen.

Bræk chokoladen i mindre stykker, og smelt den i en skål over et vandbad. Pisk æggeblommer og sukker til en luftig og tyk masse med en håndmixer – det tager ca. 5 minutter. Pisk æggehvider stive i en skål med rene piskeris. Bland den smeltede chokolade sammen med æggeblommerne. Pisk fløden til skum, og vend det sammen med chokolademassen. 

Tilføj en tredjedel af de piskede hvider til moussen og pisk godt. Vend forsigtigt den resterende del af de piskede æggehvider i moussen. Fordel chokolademoussen oven på klementinmoussen i portionsglassene, og pynt med hvid chokolade. Opbevar moussen i køleskabet, indtil den skal serveres.

19 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 19 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 19 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset