105 Flares 105 Flares ×

Jeg har tidligere lavet en lakridsfudge, men det kunne være spændende at tilføje et smagsmæssigt modspil til
den lækre salmiaksmag. Kombinationen af salmiak og kirsebær er virkelig skøn – den søde og karakteristiske kirsebærsmag passer rigtig godt sammen med den stærke lakrids.

Kirsebærlakridsfudge

Jeg er super tilfreds med smagen, den helt særlige konsistens fudgen har, og farvene er fede sammen. Hvis du ligesom mig er lakrids- og fudgefan, er det bare med at komme i gang!

Opskrift (48 stk.)
1 dåse kondenseret mælk (397 g)
75 g smør
200 g sukker
2 spsk. flydende glukose
150 g hvid chokolade
Sort pastafarve eller slikfarve
2 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
2 spsk. Johan Bülow Salty Liquorice Syrup
1,5 tsk. salmiaksalt (kan udelades)
Rød pastafarve eller slikfarve
1 ml Wilton kirsebæraroma

Kom kondenseret mælk, smør, sukker og flydende glukose i en tykbundet gryde. Lad det koge ved middelvarme i 3-5 minutter eller indtil sukkeret er opløst. Lad massen koge yderligere 10-15 minutter ved høj varme. Sørg for at røre godt rundt, så massen ikke brænder på.

Når massen har fået en flot karamelfarve, er blevet tykkere og nemt slipper grydens bund, fordeles den i to gryder. Start med at lave lakridsfudgen.

Tilsæt sort pastafarve eller slikfarve, indtil massen har fået den ønskede farve. Tilsæt herefter lakridspulver, lakridssirup og salmiaksalt, og rør det godt sammen. Tilsæt 75 g hvid chokolade, og lad chokoladen smelte i karamelmassen. Rør det godt til en ensartet masse. Hæld den varme masse i en lille bradepande (18×20 cm) eller i en plastikbøtte foret med bagepapir.

Tilsæt rød pastafarve og kirsebæraroma til karamelmassen i den anden gryde, og rør det godt sammen. Tilsæt 75 g hvid chokolade, og lad chokoladen smelte i karamelmassen. Rør det godt til en ensartet masse. Fordel kirsebærmassen i et jævnt lag oven på lakridsfudgen. Stil det til afkøling indtil næste dag. Skær fudgen i mundrette stykker og pak dem i karamelpapir.

Kirsebærlakridsfudge

105 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 105 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 105 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset