6.8K Flares 6.8K Flares ×

Det er godt nok blevet til en varm sommer – næsten en smule for varmt – men det er jo heldigvis smag og behag. Personligt, synes jeg, at det er lidt for varmt til at stå timevis i køkkenet med ovnen på fuldt blus.

Jeg føler heller ikke det store behov for at spise solide pladekager eller andre tunge kager/desserter her i heden – det skal være noget mere let. Min nyeste kage kræver ikke en ovn – ok, man skal være i et køkken, og den tager en smule tid at lave – men det er det værd!

Den består af en kiksebund med lakrids, let og cremet hindbærmousse, smukt og blankt lakridsgelé og øverst et drys af knuste lakridsdrops.

Kage med hindbærmousse og lakridsgelé

Jeg er specielt glad for farvekombinationen – den rosa/lyserøde mousse kontra den dybe sorte og blanke lakridsgelé er ret flot. Jeg må heller ikke glemme de knuste lakridsdrops på toppen, der skinner og funkler som små sorte diamanter.

En smuk og forholdsvis enkel kage med lækker smag af hindbær og skøn lakrids. Den er ikke tung – men overraskende let i det, og den kan uden besvær nydes her i sommervarmen. Jeg har testet et stykke eller to for jer.

Kage med hindbærmousse og lakridsgelé

Opskrift (ca. 8 personer)

Kiksebund
150 g Digestive kiks
60 g smør
3 tsk. Johan Bülow Fine Liquorice Powder

Hindbærmousse
2,5 blade husblas
225 g hindbær
4 spsk. flormelis
Korn fra en vaniljestang
1 spsk. citronsaft
2 dl piskefløde
125 g græsk yoghurt

Lakridsgelé
2 blade husblas
50 g Johan Bülow Sweet Liquorice Syrup
50 g vand

Pynt
Johan Bülow Raw Liquorice Drops

Kage med hindbærmousse og lakridsgelé

 

Kage med hindbærmousse og lakridsgelé

Kom Digestive kiks i en frysepose, og knus dem til fine krummer ved at bruge en kagerulle eller kom kiksene i en foodprocessor.

Smelt smørret i en gryde. Tilsæt kiksekrummer og lakridspulver til smørret, og rør det godt sammen. Fordel massen i en justerbar kagering (diameter: 16 cm, højde: 10 cm) – husk at fore kageringen med kagefolie/konditorplast inden fyldning. Sørg for, at kiksemassen bliver trykket godt sammen i et jævnt lag. Stil kiksebunden i køleskabet i ca. 30 minutter.

Læg husblas i koldt vand ca. 10 minutter. Kom friske eller frosne hindbær, flormelis, korn fra en vaniljestang og citronsaft i en gryde. Giv det et lille opkog. Pres hindbærmassen gennem en si, så man får en puré uden hindbærkerner. Hæld puréen tilbage i gryden, og varm den ved svag varme i et par minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og opløs den i puréen. Bland det godt sammen. Lad puréen afkøle.

Pisk fløden til skum. Tilsæt græsk yoghurt og pisk godt. Tilsæt den afkølede hindbærpuré, og bland det godt sammen. Smag til, og tilsæt eventuelt mere flormelis. Fordel herefter hindbærmoussen på den kolde kiksebund. Stil kagen i fryseren i ca. 1 time, så moussen kan stivne.

Forbered lakridsgeléen. Læg husblas i koldt vand ca. 10 minutter. Kom lakridssirup og vand i en gryde, og varm det ved svag varme i 3-5 minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og bland det godt sammen med lakridssiruppen. Lad det køle helt af. Find kagen frem fra fryseren, og fordel lakridsgeléen oven på hindbærmoussen. Stil kagen tilbage i fryseren i ca. 1 time. Pynt kagen med knuste lakridsdrops inden servering. Kagen kan sagtens laves dagen før, den skal serveres. Kagen er også fryseegnet.

Kage med hindbærmousse og lakridsgelé

Kage med hindbærmousse og lakridsgelé

 

Kage med hindbærmousse og lakridsgelé

 

6.8K Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 6.8K StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 6.8K Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset