90 Flares 90 Flares ×

Lakrids har mange anvendelsesmuligheder, og i dag valgte jeg bage kæmpe cookies tilsat lakridspulver. Kombinationen af hvid chokolade, mandler og lakrids giver en fantastisk kage med en skøn eftersmag. Kagerne er sprøde og er en smule bløde i midten, som gør dem til en perfekt cookie. Opskriften giver 11 store flotte cookies. Glæd dig til at bage dem!

Kæmpe cookies med hvid chokolade, mandler og lakridspulver

Til opskriften brugte jeg:
170 g smør
200 g brun farin
1 æg
1 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver
200 g mel
3 tsk økologisk lakridsrodspulver (kan købes ved Urtegaarden)
100 g hakket hvid chokolade
100 g grofthakkede mandler

Rør smør og brun farin godt sammen i en røremaskine. Tilsæt ægget og rør godt. Bland vaniljesukker, bagepulver, mel og lakridsrodpulver sammen, og rør det i dejen. Tilsæt grofthakket hvid chokolade og mandler til dejen. Rul dejen til en stor pølse (diameter 8 cm) på et stykke bagepapir. Frys dejen i en time.

Tænd ovnen på 180°C varmluft. Skær dejen i skiver – skiven skal have en tykkelse på ca. 1,5 cm. Sæt kagerne på en bageplade med bagepapir – sørg for at lave god afstand imellem kagerne, da de bliver meget store. Jeg havde 4 kager på en bageplade. Bag kagerne 13-15 minutter. Lad de færdigbagte kager afkøle på en bagerist. Opbevar kagerne i en lufttæt kagedåse foret med bagepapir.

90 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 90 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 90 Flares ×