2 Flares 2 Flares ×

I starten af denne uge blev jeg kontaktet af Herning Folkeblad, der gerne ville skrive en artikel om mig med fokus på kager og bloggen – det syntes jeg, der lød vældig spændende, så det sagde jeg ja tak til. De kunne også godt tænke sig, at der kom en opskrift med og gerne en med whisky, da de havde set og læst, at jeg gerne arbejder med det i opskrifter. Så fik jeg ellers travlt med at udvikle og brainstorme.

Resultatet blev en hvid chokoladekage med whiskymousse pyntet med kandiserede hasselnødder og grillet ananas. Det var lidt presset med tid, så Mikael (min bedre halvdel) måtte tage billederne, selvom avisen havde tilbudt at sende en fotograf – men billederne blev ganske fine.

Hvid chokoladekage med whiskymousse i avisen

Artiklen blev bragt i avisen i dag, så jeg skyndte mig ned at købe avisen og hjem og læse den i det dejlige solskinsvejr i haven. Jeg er meget glad for den gode artikel, så tak til journalisten Hans Mikkelsen fra Herning Folkeblad.

Nu er jeg klar over, at alle mine læsere her på bloggen nok ikke holder avisen Herning Folkeblad 🙂 – hvis artiklen kommer på avisens hjemmeside senere, skal jeg nok opdatere indlægget med link. I skal i hvert fald ikke snydes for opskriften, som er her.

En svampet og fyldig chokoladekage toppet med lækker fløjlsblød whisky-chokolademousse. Kagen smager skønt af hvid chokolade og vanilje og moussen dejligt af whisky. En lille kage med stor smag, der overrasker. Kan spises som dessert, til kaffen, eller når du trænger til at forkæle dig selv eller andre med noget rigtig godt.

Hvid chokoladekage med whiskymousse i avisen

Opskrift (ca. 10 stk.)

Hvid chokoladekage
60 g smør
150 g hvid chokolade
2 æg
75 g sukker
Korn fra en vaniljestang
120 g hvedemel
0,5 tsk. bagepulver
1 dl mælk

Tænd ovnen på 180ºC. Kom smør og hvid chokolade i en varmefast skål, og smelt det sammen over et vandbad eller i en mikrobølgeovn. Pisk æg, sukker og vaniljekorn til en luftig og tyk masse – pisk godt i ca. 5 minutter. Tilsæt smeltet smør og chokolade, og pisk godt. Tilsæt dernæst hvedemel og bagepulver. Hæld mælk i dejen, og pisk det godt til en ensartet masse.

Smør en springform (22-24 cm) med smør eller olie, og hæld dejen i formen. Bag kagen midt i ovnen i ca. 15-18 minutter, indtil den er fast. Lad kagen afkøle i springformen. Udstik små cirkler af kagen ved at bruge en rund udstiksform med en diameter på 5,5 cm. Der bliver ca. 10 cirkler i alt.

Chokolademousse med whisky
200 g mørk chokolade (50% kakaoindhold)
4 pasteuriserede æggeblommer
1 spsk. sukker
2,5 dl piskefløde
3 spsk. Tallisker Single Malt Whisky 10 år (brug din favoritwhisky som smagsgiver til moussen – men gerne en med saft og kraft, der kan give chokoladen og ananassen lidt modspil. Jeg har brugt en smagfuld klassisk Tallisker, der er dejlig saltet, røget og krydret. Den tilføjer nogle flotte smagsnuancer til moussen.)
3 pasteuriserede æggehvider

Bræk chokoladen i mindre stykker, og smelt den i en varmefast skål over et vandbad. Pisk æggeblommer og sukker til en luftig og tyk masse med en håndmixer – det tager ca. 5 minutter. Bland den afkølede smeltede chokolade sammen med æggeblommerne. Pisk fløden til skum, og vend det sammen med chokolademassen. Tilsæt dernæst whisky til moussen. Pisk æggehvider stive i en skål med rene piskeris.

Tilføj en tredjedel af de piskede hvider til moussen, og pisk godt. Vend forsigtigt den resterende del af de piskede æggehvider i moussen. Stil eventuelt moussen på køl i ca. 15 minutter, så den får en bedre sprøjtefast konsistens. Kom moussen i en engangssprøjtepose, og sprøjt den ud på de små chokoladebunde.

Kandiserede hasselnødder
50 g sukker
50 g hasselnødder

Smelt sukker på en pande til gylden karamel. Tilsæt hasselnødder, og rør godt i et par sekunder. Hæld de karamelliserede hasselnødder ud på et stykke bagepapir, og lad dem afkøle. Hak nødderne groft med en savtakket kniv. Drys nødderne på toppen af kagerne. Server grillet ananas til dessertkagen. Opbevar kagerne i en tætsluttende beholder i køleskabet indtil servering. Kagerne kan sagtens holde sig et par dage i køleskabet.

Hvid chokoladekage med whiskymousse i avisen

2 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 2 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 2 Flares ×