8 Flares 8 Flares ×

Påsken betyder for mange en traditionel påskefrokost med sild, karrysalat og andre klassiske retter. Andre spiser påskemiddag med lam og dejligt tilbehør. Med alt den gode mad er der den velkendte risiko for, at man spiser ekstra meget og føler sig som en udstoppet påskekylling – og slet ikke levner plads til dessert – det er en stor fejl.

Frygt ikke, jeg har løsningen. En lækker honningmelonsorbet med lakrids. Sorbeten er rigtig lækker og en frisk dessert, som ikke er for sød. Den læskende honningmelon fungerer perfekt sammen med den sarte lakridssmag, og er en perfekt afslutning på en god middag.

Honningmelonsorbet med lakrids

Den cremede og bløde konsistens, som kendetegner en sorbet, er ikke helt så fremtrædende i denne opskrift på grund af det store indhold af saft i honningmelonen. Isen er lidt mere over i en konsistens mellem en sorbet og granité, hvilket gør, at den også vil kunne serveres som en mellemret eller ganerenser, hvis man har mange retter man skal igennem.

Opskrift (4 personer)
500 g moden honningmelon
2 spsk. citronsaft
2 spsk. glukosesirup
0,5 tsk. Johan Bülow Fine Liquorice Powder
0,5 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder 
1 pasteuriseret æggehvide

Skær melonen i små stykker. Kom melonkødet i en blender, og blend det til en puré. Hæld den purerede melonmasse over i en skål, og bland det sammen med de øvrige ingredienser. Smag på massen, og tilsæt eventuelt mere lakridspulver om nødvendigt.

Hæld melonpuréen i en ismaskine og lad den køre, indtil den er frossen. Kom den færdige sorbet i en beholder, og stil den i fryseren.

Man kan sagtens lave sorbeten uden at bruge en ismaskine. Hæld melonpuréen over i en beholder, og stil den i fryseren 3-5 timer. Husk at røre jævnligt i sorbeten under frysningen.

8 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 8 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 8 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset