9 Flares 9 Flares ×

Jeg har gået et stykke tid og overvejet, hvordan man kunne lave en dessertkage, som ikke indeholder mørk chokolade og kakao. Misforstå mig ikke – jeg elsker chokolade og kakao, men jeg synes, at der er gået lidt inflation i brugen af brownies og “blødende” chokoladekage som dessert.

Mit forslag er en hindbærkage med lakridskaramel. En blød og “svampet” bund med en sart smag af lakrids og syrlige hindbær som et friskt modspil til en fed og cremet hvid chokolade. Kagen har den tyngde og fylde, man kender fra brownies og andre dessertkager, men de forskellige smage giver et helt andet indtryk.

Hindbærkage med lakridskaramel

Toppingen er en tyk lakridskaramel med en mere fremtrædende lakridssmag af rålakrids, der kommer fra Johan Bülows lakridssirup og pulver. Karamellen indeholder også grofthakkede mandler, der giver en lækker struktur til kagen. Indrømmet, det er ikke en kage, man spiser flere kvadratmeter af. Den er rigtig god som en dessert, hvor man serverer et lille stykke sammen med vaniljeis eller græsk yoghurt.

Hindbærkage (12 personer)
60 g smør
1,25 dl mælk
75 g sukker
Korn fra en vaniljestang
100 g hvedemel
0,5 tsk. bagepulver
0,5 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
2 æg str. M/L
100 g grofthakket hvid chokolade
125 g hindbær

Lakridskaramel
100 g smør
120 g sukker
2 spsk. glukosesirup
150 g kondenseret mælk
2 spsk. Johan Bülow Salty Liquorice Syrup
1 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
100 g grofthakkede mandler

Tænd ovnen på 180ºC. Kom smør, mælk, sukker og korn fra en vaniljestang i en gryde. Smelt det til en jævn masse ved svag varme. Bland hvedemel, bagepulver og Raw Liqourice Powder sammen i en skål. Pisk æggene til en luftig og tyk masse, og bland det godt sammen med mælke- og melblandingen.

Tilsæt grofthakket hvid chokolade og hindbær til dejen, og bland det forsigtigt sammen. Hæld dejen i en lille bradepande (18×20 cm) foret med bagepapir. Bag kagen midt i ovnen, indtil den er fast – den skal bages ca. 30-35 minutter. Lad kagen afkøle i formen.

Kom smør, sukker, glukosesirup og kondenseret mælk i en gryde. Lad det koge ved høj varme i 3-5 minutter eller indtil sukkeret er opløst. Lad massen småkoge yderligere 10 minutter ved svag varme. Sørg for at røre godt rundt, så massen ikke brænder på. Pas på ikke at koge karamellen for længe. Tilsæt Salty Liquorice Syrup, Raw Liquorice Powder og de grofthakkede mandler, og bland det hele godt sammen.

Fordel karamelmassen på toppen af den lune hindbærkage. Stil kagen til afkøling. Pynt eventuelt kagen med hvide chokoladespåner eller frysetørrede hindbær før servering. Opbevar kagen i køleskabet, og server den kold. Kagen er også fryseegnet – optø den i køleskabet, og den er ligesom nybagt.

9 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 9 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 9 Flares ×