Jeg holder rigtig meget af kanelsnegle og har bagt mange plader i tidens løb. Min nyfortolkning af sneglen er en udgave
med lækre syrlige hindbær, lakridspulver og dejlig marcipan.
Kagen er ikke helt så sød som en traditionel kanelsnegl, men mindst ligeså hyggelig og velegnet både til morgenkaffen, brunch og alle andre tidspunkter, hvor man bliver kagesulten. Bonusinfo – når der nu er frugt og mindre sukker i kagen, så er den helt sikkert sundere.
Opskrift (Ø: 6 cm, 12 stk.)
1,25 dl mælk
65 g smør
25 g gær
1/4 tsk. salt
30 g sukker
1 æg str. M/L
275-290 g hvedemel
Fyld
150 g revet marcipan
250 g hindbær
2 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
Kom smør i en tykbundet glasskål, og smelt det i mikrobølgeovnen. Tilsæt mælk til det smeltede smør, og lad blandingen afkøle, indtil den er fingervarm (37°C). Smuldr gæren i den fingervarme mælkeblanding i en stor skål. Rør godt, indtil gæren er opløst. Tilsæt salt, sukker og æg til massen. Tilsæt herefter mel lidt ad gangen, og ælt dejen godt igennem. Stil dejen et lunt sted til hævning i en time.
Rul dejen ud til en rektangel på et meldrysset bord. Fordel herefter revet marcipan, hindbær og lakridspulver på dejstykket. Rul forsigtigt dejen sammen på den lange side som til en roulade.
Skær dejen i 4 cm tykke skiver, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Efterhæv sneglene på bagepladen i ca. 30 minutter. Pensl dem med et sammenpisket æg. Bag sneglene midt i ovnen ved 200°C i 12-15 minutter. Afkøl dem på en rist. Pynt eventuelt sneglene med Johan Bülow lakridspulver eller -sirup.
Hej. De ser vildt lækre ud, og tænker, om jeg skal begive mig ud i dem i weekenden, da vi får brunchgæster søndag. Kan man lave dem dagen i forvejen, eller bliver de hurtigt tørre?
Hej Lise
Tusind tak for din kommentar. Du kan sagtens lave sneglene dagen i forvejen. Rigtig god bagelyst til dig og ha’ en hyggelig brunch!
Mange kageglade hilsner
Helle