168 Flares 168 Flares ×

Da vi forleden modtog de bestilte flasker Edradour whiskylikør, tænkte jeg, at det kunne være lækkert at bruge den som fyld i chokolader. Likøren, fra Edradour i Skotland, har modsat sin irske fætter, Baileys, en fin og karakteristisk røget smag, som klæder den fyldige ganache rigtig godt. Vi havde lidt svært ved at finde likøren i Danmark, da den er fra Skotlands mindste destilleri.

Til stor glæde lykkedes det os finde den på Whisky.dk. Chokoladerne kan bruges til en værtindegave eller til slikfadet i juledagene. Nedenstående opskrift giver 24 smagsfulde chokolader.

Fyldte chokolader med whiskyganache

Til opskriften brugte jeg:
75 g hvid chokolade
75 g mørk chokolade
5 spsk piskefløde
3 spsk Edradour whiskylikør
350 g mørk 70% chokolade

Kom chokolade og fløde i en varmfast skål, og smelt det til en ensartet ganache over et vandbad. Tilsæt whiskylikør og rør godt. Lad massen køle helt af.

Find en chokoladeform, et termometer, en paletkniv og et skærebræt med bagepapir frem. Hak den mørke 70% chokolade fint og smelt 260 g af den over et vandbad. Når chokoladen har nået en temperatur på 50°C, tilsættes den resterende mængde af hakket chokolade. Der røres godt, indtil den er smeltet. Under stadig omrøring sænkes temperaturen til 29°C nås, og herefter opvarmes igen forsigtigt til 31°C. Arbejdstemperaturen er nået, og det er vigtigt at denne holdes. Stil skålen på et viskestykke for at holde på varmen.

Fyld chokoladeformen med den tempererede chokolade, og bank formen lidt for at undgå luftbobler i chokoladen. Hæld den overskydende chokolade fra formen tilbage i skålen, og brug en paletkniv til at skrabe toppen og siderne rene for chokolade. Find skærebrættet med bagepapir, og vend chokoladeformen på hovedet. Stil formen i køleskabet på skærebrættet, så chokoladen kan størkne.

Vend chokoladeformen om igen. Kom whiskyganachen i en engangssprøjtepose, og fordel fyldet i chokoladeformen. Det er meget vigtigt, at der ikke fyldes helt op til kanten – der skal være ca. 3 mm til kanten.

Kom den resterende mængde smeltede chokolade oven på whiskyganachen. Brug igen en paletkniv til at skrabe toppen og siderne rene for chokolade. Stil chokoladeformen i køleskab i en time. Vend de fyldte chokolader ud på et skærebræt med bagepapir. Man skal banke formen lidt hårdt ned mod skærebrættet for at løsne chokoladerne fra formen.

Fyldte chokolader med whiskyganache

168 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 168 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 168 Flares ×