Kalenderen siger forår, sneen er smeltet, solen skinner og fuglene synger – det er helt perfekt til at lave en forårskage. Min forårskage består af en sød og lækker kokosmarcipanbund, cremet mousse med en frisk og dejlig smag af mango samt et låg af geleret mangosylt, der udover en frisk og delikat smag giver kagen en flot og skinnende gul farve.
Lav den flotte forårskage, og server den til kaffen som en dessert – den vil helt sikkert imponere som en frisk afslutning på et traditionelt påskebord.
Kokosmarcipanbund (8-10 personer)
40 g hvedemel
30 g flormelis
40 g kokosmel
1 tsk. vaniljesukker
3 pasteuriserede æggehvider
75 g revet marcipan
Mangomousse
350 g mango
Saft af en lime
Korn fra en halv vaniljestang
30 g flormelis
2 dl piskefløde
3 blade husblas
Geleret mangosylt
100 g mangopuré
3 spsk. flormelis
70 ml koldt vand
3 blade husblas
Tænd ovnen på 180°C varmluft. Bland hvedemel, flormelis, kokosmel og vaniljesukker sammen i en skål. Pisk de pasteuriserede æggehvider til fast skum ved hjælp af en håndmixer. Vend melblandingen i æggehviderne. Riv marcipanen groft på et rivejern, og vend det forsigtigt i dejen.
Smør en springform (22-24 cm) med smør eller olie, og hæld dejen i formen. Bag kagen midt i ovnen, indtil den er fast og gylden – den skal bages ca. 15 minutter. Lad kagen afkøle i springformen.
Lav mangomoussen, mens kagen står til afkøling. Læg husblassen i koldt vand ca. 10 minutter. Vask mangoen, og skræl den. Skær den i så små tern. Kom mangoen i en gryde sammen med limesaft og korn fra en halv vaniljestang. Kog det ved middel varme i ca. 10-15 minutter. Kom den varme mango i en blender, og blend det til en ensartet puré. Gem 100 g af puréen til mangosylt.
Tilsæt flormelis til de 250 g mangopuré, og smag på puréen. Tilsæt eventuelt mere flormelis. Kom puréen tilbage i gryden, og giv det et lille opkog. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og bland det godt sammen med mangopuréen. Lad puréen afkøle. Pisk fløden til skum, og bland det sammen med mangopuréen.
Placer en justerbar bagering (16 cm i diameter) oven på kokosmarcipanbunden, og tryk den lidt ned i kagen. Brug en plaststrimmel (8 cm i højden) til at fore bageringen med inden fyldning. Hæld mangomoussen i formen. Stil kagen i køleskabet i mindst 4 timer eller gerne til næste dag, så moussen kan stivne.
Lav først mangosylten, når moussen er stivnet. Læg husblassen i koldt vand ca. 10 minutter. Kom den sidste del af mangopuréen i en gryde sammen med flormelis og vand. Kog det ved middel varme i ca. 5 minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og bland det godt sammen med mangopuréen. Lad det afkøle. Fordel den afkølede mangosylt oven på mangomoussen, og stil kagen tilbage i køleskabet i en times tid, så mangosylten kan stivne.
Tusind tak for en god opskrift! Sikke en dejlig kage! 🙂
Hej Eva. Mange tak – skønt at du er glad for opskriften 🙂
Mange hilsner fra Helle
Kære helle.
Jeg overvejer at servere denne kage til min fødselsdag
Kan jeg lave kagen imorgen eftermiddag og servere den næste dag om eftermiddagen..
Mvh
Amanda
Kære Amanda
Hvor lyder det skønt, at du måske vil servere denne kage til din fødselsdag. Du kan sagtens lave kagen dagen forinden – det bliver den kun bedre af. Bare sørg for at opbevare kagen i køleskabet. Rigtig god bagelyst!
Mange hilsner
Helle
Ser lækker ud, man hvor kan man købe mangopure?
Hej
Mange tak for din kommentar. Jeg ved desværre ikke, om man kan købe mangopuré. Jeg lavede selv puréen, og det er super nemt at lave!
Håber mit svar kan hjælpe dig videre. Rigtig god bagelyst!
Mange kageglade hilsner
Helle
Forstår ikke at form skal være 22-24 cm og bagering 16 cm ?
Mvh Lisbeth
Kan man lave kagen i den fire kantet form, for derefter at skære den i små fire kanter når hele kage er færdig?
Kan den ferdige kage fryses ?
I have checked your website and i’ve found some duplicate content, that’s why you don’t rank high in google’s search results, but there
is a tool that can help you to create 100% unique content, search for; SSundee
advices unlimited content for your blog