5 Flares 5 Flares ×

I august blev jeg kontaktet af Sanne Væring fra Midtjyske Medier, der spurgte, om jeg kunne tænke mig at skrive om mad og udvikle nogle opskrifter til deres magasin KVINDELIV/4MEN. Det er et spændende projekt, som jeg ikke kunne sige nej til. Deres magasin KVINDELIV/4MEN er todelt – altså med en særskilt sektion for damer og en anden for mænd. Det omhandler mad, mode og gode historier.

Jeg nyder meget at blogge om mad, men det er også dejligt at lave noget, der udkommer på papir. Magasinet bliver omdelt til 46.000 husstande i Midt- og Vestjylland, og ekstra 3.000 eksemplarer ligger forskellige steder ved frisører, læger, tandlæger, biblioteker m.m. Tak for muligheden Sanne 🙂

Min første opskrift lavet til KVINDELIV-delen af magasinet er en dejlig efterårssalat med skønne farver og masser af smag. Persillerod og pastinak stegt med honning og æbleeddike – gulerod i lange strimler – modne æbler og pærer i tynde både – sprød skinke og rugbrødscroutoner – pyntet med ristede græskarkerner, hasselnødder og sprød kruspersille. Salt, sødt, sprødt og blødt – en salat med mange facetter!

Farverig efterårssalat

Opskrift (4 personer)

Salat
350 g gulerødder
350 g persillerødder
350 g pastinakker
2 spsk. god dansk honning
2 spsk. æbleeddike
Saften af en halv citron
1 stort æble
1 stor pære
350 g rugbrød
60 g græskarkerner
60 g hasselnødder
200 g lufttørret skinke
30 g kruspersille

Dressing
0,5 dl rapskimolie eller rapsolie
4 tsk. rapskimolie med citron
2 spsk. citronsaft
Salt og peber

Skyl alle grøntsager og frugter under koldt rindende vand. Skræl gulerødder, persillerødder og pastinakker. Brug en skrællekniv eller et mandolinjern til at lave fine, lange strimler af gulerødderne. Skær persillerødder og pastinakker i tynde skiver, og steg dem i lidt olie på en varm pande i 10-15 minutter, til de er næsten møre. Tilsæt honning og æbleeddike til grøntsagerne, og steg videre et par minutter, indtil grøntsagerne er flot glaseret. Smag til med salt og peber. Skær æblet og pæren i meget tynde både, og kom dem i en skål sammen med saften af en halv citron.

Skær rugbrød i små tern. Rist dem gyldne og sprøde i lidt olie på en varm pande og drys med salt/peber. Rist græskarkerner og hasselnødder på en tør, varm pande i ca. 5 minutter. Krydr med salt, og kom dem over på en tallerken til afkøling. Steg lufttørret skinke sprødt på en varm pande i lidt olie. Læg de ristede skiver på fedtsugende papir. Frituresteg kruspersille i ca. 3 minutter – det er vigtigt, at kruspersillen er helt tør, inden den kommes i gryden. Læg kruspersillen på fedtsugende papir, indtil den er sprød og knasende. Anret salaten på et stort fad, og pynt med græskarkerner og hasselnødder. Rør dressingen sammen, og smag til med salt og peber. Hæld lidt af dressingen over salaten. Gem resten af dressingen, så man selv kan hælde mere på maden.

Farverig efterårssalat

5 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 5 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 5 Flares ×