7 Flares 7 Flares ×

De sidste par uger har jeg ikke været så aktiv i køkkenet og på bloggen. Den 3. september blev vi nemlig forældre til en skøn babydreng. Den lille guldklump får masser af kærlighed, kys, kram og ja…vi venter lidt med kage 🙂 Ihh, det er spændende – arver han mon mors talent for at bage eller er det fars “talent” for at spise kage?

Han er nu allerede blevet 10 dage, og det skal fejres med kage selvfølgelig. Jeg kan ikke tillade mig at bruge alt for lang tid i køkkenet, da guldklumpen kræver opmærksomhed – så det blev til nogle nemme men lækre kager.

Chokoladecupcakes

Chokoladecupcakes med skøn mørk chokolade og dejlige hasselnødder. Kagerne er toppet med cremet hvid chokoladeganache, drysset med crunchy kakaonibs og pyntet med flag – ret festligt. Der går en del tid, inden junior kan smage de lækre kage- og dessertkreationer, så er det godt, at faderen altid er klar til at teste, for jeg har masser af ideer, der skal testes og udvikles. Hold øje med Madsymfonien på bloggen, Facebook, Instagram m.m.

Opskrift (12 stk.)

Chokoladecupcakes
100 g smør
180 g sukker
2 tsk. vaniljesukker
2 æg str. M/L
35 g kakaopulver
225 g kogende vand
160 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
80 g hasselnødder
150 g mørk chokolade

Hvid chokoladeganache
150 g piskefløde
300 g hvid chokolade

Chokoladecupcakes

Start med at lave den hvide chokoladeganache. Varm piskefløden op, til den er lige ved at nå kogepunktet. Skru ned til svag varme og tilsæt den hvide chokolade. Rør rundt i blandingen, indtil det er en ensartet ganache. Stil ganachen til afkøling i køleskabet i mindst 4 timer eller gerne til næste dag.

Pisk smør, sukker og vaniljesukker til en luftig masse. Tilsæt herefter æggene et ad gangen og pisk godt. Opløs kakaopulver i kogende vand. Bland hvedemel, bagepulver og salt sammen i en skål. Hæld mel- og kakaoblandingen i æggemassen, og bland det sammen. Hak hasselnødder og mørk chokolade groft, og vend det i dejen. Fordel dejen i papirforme, og bag dem midt i ovnen ved 180ºC i 20-25 minutter. Lad kagerne afkøle.

Chokoladecupcakes

Pisk den kolde chokoladeganache ved laveste hastighed, indtil massen er luftig. Pas på ikke at piske for længe, da massen så kan blive grynet. Kom chokoladeganachen i en sprøjtepose, og pynt kagerne. Drys lidt kakaonibs på ganachen. Opbevar kagerne på køl i en tætsluttende beholder.

Chokoladecupcakes

 

7 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 7 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 7 Flares ×