Håber I alle havde en skøn juleaften og nogle dejlige juledage – det havde jeg. Der var dejligt selskab, hygge, gode grin, flotte gaver og ja ikke at forglemme mad i rigelige mængder. Det lykkedes mig utroligt nok år efter år at fejlvurdere min egen evne til spise, så selvfølgelig spiste jeg også “nok” i år – men jeg tænker, at det nok både er en tradition og folkesygdom.
Efter at have mæsket mig i julemad, juleknas og juleguf i flere dage kom jeg til endnu en tilbagevendende tradition – dårlig samvittighed – nu skal vi altså til at spise noget let og sundt – salat og masser af grønt. Selvfølgelig skal vi det, men så kom næste indskydelse – det gør vi efter nytår, for nytårsaften skal vi have noget lækkert at spise og ikke mindst en dejlig dessert, så kan vi revidere nytårsforsætterne i januar.
Temaet for min nytårsdessert er surprise…lakrids! Ligesom det er skik og brug ved f.eks. bryllupper i USA skulle jeg selvfølgelig lave en “rehearsal dinner” på desserten for at teste, om det ville gå til nytår – ok, det var måske ikke strengt nødvendigt, men en god undskyldning for at bruge nogle timer i køkkenet og nyde lidt sødt efterfølgende. Resultatet blev en dessert bestående af tre dele.
Del 1. Lakridstærte: En lille sprød tærtebund med dejlig smag af vanilje, smør og lakridsprikker. Fyldet er fyldig mørk chokolade og på toppen en kulsort og blank lakridsgelé.
Del 2. Lakridskage med hindbærcreme og hvid chokolade: En kuppel lavet af cremet hvid chokolade drysset med lakridspulver, fyldt med frisk hindbærcreme og afsluttet med en lakridsmarcipanbund.
Del 3. Pebermynte- og lakridsmousse: En lækker todelt mousse med pebermynte- og lakridsmousse. Begge er smagfulde, og de smager godt sammen. Det er frisk og anderledes – prøv det!
Jeg har pyntet tallerkenen med spiselige sølvflager, små sølvfarvede sukkerkugle og et lille drys af lakridspulver. Ja, der er ingen vafler, is, nøddekurve, skiveskåret frugt eller fyrværkeri i min nytårsdessert, men jeg håber, den kan inspirere jer lidt til en nytårsdessert. Lav den komplet med alle tre dele eller nøjes med en af dem. Rigtig god fornøjelse! Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende nytår.
Små lakridstærter (ca. 10 stk.)
Mørdej
60 g smør
100 g hvedemel
25 g sukker
3 tsk. vaniljesukker
1,5 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
Et halvt sammenpisket æg
Chokoladeganache
100 g piskefløde
100 g grofthakket mørk chokolade
Lakridsgelé
2 blade husblas
35 g Johan Bülow Sweet Liquorice Syrup
45 g vand
Skær smørret i mindre stykker i en skål, og smuldre det sammen med melet, til der ingen klumper er. Tilsæt sukker, vaniljesukker og lakridspulver. Saml dejen hurtigt med et sammenpisket halvt æg. Lad mørdejen hvile i køleskab i ca. 30 minutter.
Rul mørdejen ud til en stor cirkel (ca. 2-3 mm i tykkelsen), og udstik cirkler med en kageudstikker (8 cm i diameter), der passer perfekt i de små tærteforme (diameter 7 cm). Pensl de små tærteforme med lidt olie, og læg dejen i formene. Bag de små tærtebunde ved 200°C i 12-15 minutter på den midterste rille i ovnen. Lad dem afkøle på en rist.
Varm piskefløden op, til den er lige ved at nå kogepunktet. Skru ned til svag varme og tilsæt chokoladen. Rør rundt i blandingen, indtil det er en ensartet ganache. Lad massen køle helt af ved stuetemperatur. Kom ganachen i en sprøjtepose, og fordel den i tærtebundene.
Læg husblassen i koldt vand ca. 10 minutter. Kom lakridssirup og vand i en gryde, og varm det ved svag varme i 3-5 minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og bland det godt sammen med lakridssiruppen. Lad det køle helt af. Fordel lakridsgeléen oven på chokoladeganachen. Stil kagerne i køleskabet i ca. 30 minutter, så geléen kan stivne. Opbevar kagerne i en tætsluttende dåse på køl.
Lakridskager med hindbærcreme og hvid chokolade (ca. 8 stk.)
Kagebund
2,5 pasteuriserede æggehvider
300 g groft revet marcipan
3,5 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
Chokoladeskal
150 g hvid chokolade
Hindbærcreme
150 g hindbær
1 dl piskefløde
125 g mascarpone
15 g flormelis
3 tsk. vaniljesukker
Pisk de pasteuriserede æggehvider til fast skum ved hjælp af en håndmixer. Tilsæt revet marcipan og lakridspulver, og rør forsigtigt til en ensartet masse.
Dæk en bageplade med bagepapir og tegn herpå to firkanter (16 x 16 cm). Fordel marcipanmassen inden for firkanterne, og glat den ud med en kniv. Bag bundene midt i ovnen ved 175°C i ca. 15-20 minutter, til de er gyldne. Lad dem afkøle på en rist. Brug en skarp kniv til at løsne bundene fra bagepapiret.
Udstik små cirkler af kagen ved at bruge en rund udstiksform med en diameter på 5 cm.
Kom 75 g finthakket hvid chokolade i en varmefast skål, og smelt den over et vandbad ved mellemhøj varme. Fjern den varmefaste skål fra vandbadet, når chokoladens temperatur måler ca. 40°C. Tilsæt yderligere 25 g finthakket hvid chokolade til den smeltede chokolade, og rør det godt sammen. Når chokoladens temperatur måler 29-31°C, er den klar til brug. Pensl et lag chokolade i silikoneformen (jeg har brugt en halvkugleformet silikoneform). Hver form måler Ø60×35 mm – man kan sagtens bruge en anden silikoneform. Stil formen i fryseren i ca. 10 minutter.
Smelt den resterende del chokolade på samme måde som beskrevet i afsnittet ovenfor. Find silikoneformen frem fra fryseren, og pensl endnu et lag chokolade, så formen er dækket godt til. Stil formen tilbage i fryseren i ca. 10 minutter.
Kom hindbær i en gryde, og kog dem ved mellemhøj varme i ca. 6-8 minutter. Sigt massen gennem en finmasket si for at fjerne de mange kerner fra hindbærrene. Lad hindbærsylten afkøle.
Pisk fløden til en let skum. Pisk mascarpone, flormelis, vaniljesukker og hindbærsylt sammen i en anden skål. Tilsæt den letpiskede flødeskum, og bland det forsigtigt sammen. Kom hindbærcremen i en sprøjtepose, og fordel den i chokoladeskallen. Pas på med ikke at fylde chokoladeskallen med for meget creme, da der også skal være plads til kagebunden. Kom til sidst kagebunden oven på cremen.
Tryk herefter forsigtigt kagerne ud af silikoneformen. Stil kagerne på køl i et par timer i en tætsluttende beholder inden servering.
Pebermynte- og lakridsmousse (ca. 6 personer)
Pebermyntemousse
200 g piskefløde
100 hvid chokolade
15-20 dråber Wilton Candy Flavoring (pebermynteessens)
Lakridsmousse
1 dl piskefløde
125 g mascarpone
25 g flormelis
4 tsk. Johan Bülow Sweet Liquorice Syrup
0,5 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
Varm piskefløden op, til den er lige ved at nå kogepunktet. Skru ned til svag varme og tilsæt chokoladen. Rør rundt i blandingen, indtil det er en ensartet ganache. Tilsæt herefter pebermynteessens, og bland det godt sammen.
Hæld massen over i en skål, og dæk skålen med husholdningsfilm. Stil den i køleskabet minimum 3 timer eller gerne til næste dag. Pisk massen til en cremet og luftig mousse med en elpisker. Kom moussen i en sprøjtepose.
Fortsæt med at lave lakridsmoussen. Pisk fløden til en let skum. Pisk mascarpone, flormelis, lakridssirup og lakridspulver godt sammen. Tilsæt den letpiskede flødeskum, og bland det forsigtigt sammen. Kom lakridsmoussen i en sprøjtepose, og fordel den i et snapseglas/shotglas. Fordel et lag af pebermyntemoussen oven på lakridsmoussen. Stil glassene med mousse på køl – moussen skal serveres iskold.
Det var da helt uhyggeligt, så godt det ser ud! Jeg tror især, jeg kunne blive forfalden til del 2… Mmm… 🙂 tak for god inspiration, og godt nytår!
Tusind tak for din søde kommentar, Louise. Del 2 er også min favorit 🙂 Godt nytår til dig!
Det ser rigtig interessant ud, og et super bud på en nytårsdessert. Hvor køber man Wilton Candy Flavoring ? og gerne et sted hvor det kan købes inden nytår.
Tusind tak for din søde kommentar Rikke. Jeg er blevet foræret Wilton pebermynteessensen i gave, så jeg er ikke helt klar over, hvor det er købt. Jeg ved, at Dr. Oetker også har en pebermynteekstrakt, som du sagtens kan bruge i stedet for – og den kan købes i større supermarkeder. Jeg ved også, at man kan købe pebermynte i Matas. Håber det kan hjælpe dig videre. Rigtig god fornøjelse!
Mange kagehilsner
Helle
Hold da nu helt op, hvor ser og lyder dit forslag til nytårsdessert bare lækkert. Jeg bliver da næsten nødt til at tørre tastaturet af ;-)).
Godt nytår til dig .
Tusind tak for din super søde kommentar 🙂 Det glæder mig, at du kan lide nytårsdesserten. Rigtig godt nytår til dig!
Mange kagehilsner
Helle
Det ser smukt og smag fyldt ud.
Lækker dessert, lakrids er blevet et hit:-)
Mary-Liz
http://www.mariahoffbeck.blogspot.com
Hej Mary-Liz
Tusind tak for din søde kommentar. Ja, lakrids er meget populært at bruge i madlavning/bagning. Jeg er også selv en stor fan af lakrids 🙂 Rigtig godt nytår!
Mange kagehilsner
Helle
Lækre lækre opskrifter. Mht den m hindbærcreme, – bunderne: når du skriver 2,5 æggehvide, er det så bægre du mener eller 2,5 æggehvide? Der er nemlig 1,5 æggehvide i hvert bæger jeg har købt 😉
Vh tine
Hej Tine
Tusind tak for din søde kommentar. Jeg har brugt 2,5 æggehvide og altså ikke 2,5 bæger. Rigtig god fornøjelse og godt nytår!
Mange kageglade hilsner
Helle
Hvis man kun skal lave pebermynte og lakridsmoussen til dessert i et større glas hvor mange gange skal jeg så gange op til 12 pers :)?
Hej Marie
Det er svært at sige, da jeg ikke ved, hvor store glas du mener. Jeg vil nok passe på med at servere for meget mousse, da den er smagfuld og mætter godt 🙂 Jeg vil tro, at du skal firdoble opskriften. Håber det kan hjælpe dig videre.
jeg havde tænkt at servere i et vandglas fra Rosendahl – bare halvt fyldt eller sådan ca 🙂
Sikke lækre opskrifter – mine tænder løber næsten i vand. Vil hører om jeg ikke godt kan lave det i aften og stille på køl til i morgen og er der evt noget du ville vente med at ligge sammen til i morgen???
Glæder mig til at overraske min lakrids elskende veninde med denne flotte dessert.
Godt nytår
Bitten
Hej Bitten
Tusind tak for din søde hilsen. Du kan sagtens lave desserterne i aften – det bliver de kun bedre af :)Rigtig godt nytår til dig!
Tak for inspirationen – jeg har lavet alle tre og sat dem på køl til i morgen. Kan afsløre, at de ikke er nået nær så flotte som dine og at jeg måtte lave tærtebundende om, da de klaskede sammen i ovnen første gang – anden gang bagte jeg dem med linser i. Endvidere synes jeg at mine marcipanbunde blev lidt for tykke. Smagen er dog himmelsk – så håber det kan veje op. Vi serverer også en lakrids/hvid chokolade flødebolle fra Summerbird på tallerknen og pynter med friske hindbær.
Godt Nytår
– Christine
Hej Christine
Tusind tak for din søde hilsen. Hvor er jeg glad for, at du er blevet inspireret af mine desserter til nytårsaften. Du er sej! Rigtig godt nytår til dig!
Mange kageglade hilsner
Helle
Hej Helle.
Min pepermyntemouse er ikke stivnet i nattens løb.. Kun ganske let og ellers er den så tynd som fløde.. Nu vil jeg lave den igen.. Hvad tror du at jeg har gjort galt ???
Mvh. Anita
Hej Anita
Tak for din kommentar. Du skal ikke være nervøs for moussen. Som der står i opskriften, skal den piskes godt i ca. 5 minutter, efter at den har været på køl. Den vil være lige så tynd som fløde, indtil den er pisket. Håber det kan hjælpe dig videre. Rigtig godt nytår!
Mange kageglade hilsner
Helle
Hej Helle..
Vil bare lige sige <3 tak for opskriften på lakridskagerne med hindbærskum… Serverede dem i går for mine gæster, som en del af desserten.. og de smagte super godt…
Hej Anette
Det glæder mig at høre, at du og dine gæster kunne lide lakridskagerne med hindbærcreme. Tusind tak for din tilbagemelding 🙂 Godt nytår!
Mange kageglade hilsner
Helle
Hej Helle.
Jeg har lige bestilt og fået en silikoneform hjem fra H.W.Larsen. Skal prøve dine lækre kager med hindbærskum. Har du smurt formen med noget, inden du har penslet med den hvide chokolade?
Du laver noget skønt bagværk.
Hej Helle
Tusind tak for din søde hilsen. Super skønt, at du har købt en silikoneform – den bliver du med sikkerhed meget glad for. Det er vigtigt at vaske formen grundigt, inden du tager den i brug. Sørg også for, at formen er helt tør, inden du begynder at fordele chokoladen i formen. Rigtig god bagelyst!
Mange kageglade hilsner
Helle
Hej 🙂
Du har vel ikke en opskrift på lakridstærterne, så den passer til en almindelig springform? Jeg vil vildt gerne prøve den, men har ikke de små forme 🙂
Hej Mette
Jeg vil tro, at du skal lave en dobbelt eller tredobbelt portion alt afhængigt af, hvor stor en form du bruger. Håber det kan hjælpe dig videre.
Mange kageglade hilsner
Helle
Hej
Det lyder virkelig som en lækkert dessert. Er det muligt at lave det dagen i forvejen og så lade det stå i køleskabet eller er det bare bedst på selve dagen?
Vh Hanna
Hej Hanna
Tusind tak 🙂 Du kan sagtens lave desserten dagen i forvejen – det bliver den kun bedre af. Rigtig glædelig jul til dig!
Mange glade kagehilsner
Helle
Hej
Hvordan er mængden af husblas? De ark jeg har er små over de fås større. Vil nødig stå med en mousse der ikke stivner
Hej Bettina
Jeg har købt mit husblas i et supermarked. Mine ark måler ca. 6×11 cm. Håber det kan hjælpe dig videre. Rigtig god fornøjelse!
Mange hilsner
Helle
Super inspirerende desserter. Ville høre om lakridskagerne evt kan fryses.
Glædelig jul og godt Nytår
Hej Helene
Tusind tak for de rosende ord – jeg er glad for, at du følger med! Ja, lakridskagerne kan fryses.
Også et godt nytår til dig!
Mange hilsner
Helle
Det ser så lækkert ud så jeg har været optimistisk at kaste mig ud i forsøget med chokolade i form, selvom jeg aldrig har prøvet det før! Kan så se allerede nu, at det slet ikke bliver så flot som dit. Men ift. hindbærsylten: HVor meget bliver der ca. når kernerne er sigtet fra? Synes godt nok der kommer meget få dråber igennem sien….
Godt nytår 🙂
Venlig hilsen Gitte
Hej Gitte
Det lyder dejligt, at du har været i gang med at lave min nytårsdessert. Ift. hindbærsylten er der måske en tredjedel tilbage, når kernerne er sigtet fra. Tag en ske, og pres hindbærsylten igennem sien. Det er lidt tidskrævende, men det bliver rigtig godt! Håber mit svar kan hjælpe dig videre!
Rigtig godt nytår til dig!
Mange hilsner
Helle
Opskriften med hindbær og lakridsbund lyder bare så godt. Tror du det vil egne sig hvis man laver den nogen dage før, fryser den ned og tager den op når den skal bruges
Hej Karina
Mange tak for din besked. Du kan sagtens lave kagen i god tid og fryse den. Husk at tage den op fra frost i god tid, så den kan tø op. God fornøjelse med kagen og rigtig godt nytår!
Mange kageglade hilsner Helle
Ser super lækkert ud, er det muligt at erstatte Mascarpone med noget andet? evt. philadelphia natural?
mvh. Berit