8 Flares 8 Flares ×

Nogle gange behøves kagebagning ikke være en eksperimenterende rejse og prøvelse, der varer i timevis og kræver endnu mere oprydning bagefter. Min chokoladetærte er nem og hurtig at lave, og selvom den smager bedst frisklavet, kan den sagtens fryses (hvis det skal være rigtig nemt til engang, der kommer gæster).

Sprød mørdej med masser af vanilje og en lækker fyldig chokoladecreme, som jeg har tilsat whiskeylikøren “Jim Beam Honey”. Jim Beam Honey er en bourbon whiskey tilsat honning, som tilføjer den fyldige chokoladekage spændende nuancer af vanilje, karamel, træ og selvfølgelig honning – mums. Tærten er enkel og velsmagende. Server tærten med frisk frugt, flødeskum, is eller creme fraiche – der er mange muligheder. Rigtig god bagelyst!

Chokoladetærte

Opskrift (4 tærter, 11 cm i diameter)

Mørdej
50 g smør
100 g hvedemel
25 g flormelis
Korn fra en vaniljestang
Et halvt sammenpisket æg

Chokoladecreme med whisky
300 g mørk chokolade (60% kakaoindhold)
3,75 dl piskefløde
4-6 spsk. Jim Beam Honey Whiskey (kan bl.a. købes hos Whisky.dk)
6 pasteuriserede æggeblommer
4,5 pasteuriserede æggehvider

Skær smørret i mindre stykker i en skål, og smuldre det sammen med melet, til der ingen klumper er. Tilsæt flormelis og vaniljekorn, og saml dejen hurtigt med et sammenpisket halvt æg. Lad mørdejen hvile i køleskab i ca. 30 minutter. Rul dejen ud til en stor cirkel (ca. 0,5 cm i tykkelsen), og udstik cirkler med en skål på 15 cm i diameter. Kom dejen i smurte tærteforme (11 cm i diameter), og tryk den ud med fingrene. Prik dejen med en gaffel. Bag tærtebundene ved 200°C i ca. 10-15 minutter på den midterste rille i ovnen, til de er let gyldne.

Bræk chokoladen i mindre stykker. Varm fløden op, til den er lige ved at nå kogepunktet. Skru ned til svag varme og tilsæt chokoladen. Rør rundt i blandingen, indtil det er en ensartet ganache. Tilsæt whiskeylikøren og smag på ganachen – der skal måske tilsættes yderligere. Tilsæt pasteuriserede æggeblommer og æggehvider til chokoladen, og rør det hele godt sammen.

Fordel chokoladecremen i de forbagte tærtebunde. Bag tærterne ved 200°C i ca. 10-15 minutter på den midterste rille i ovnen, til cremen er fast. Afkøl tærterne på en rist. Pynt dem med hvid chokolade før servering. Opbevar tærterne i en tætsluttende beholder på køl eller kom dem i fryseren.

Chokoladetærte

8 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 8 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 8 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset