314 Flares 314 Flares ×

En rigtig lækker fyldig chokoladekage med masser af chokolade og et spændende twist med rå lakridspulver. Kagestykkerne er lagt sammen med en fløjlsblød lakridskaramelcreme. Ikke så meget pynt – kun lidt flormelis blandet med lakridspulver og forsigtigt siet over de dejlige kager. Kagen er super velegnet som dessert, til en kop kaffe eller te og ja – måske bliver man årets kollega, hvis man tager den med på jobbet!

Chokoladekage med lakridskaramelcreme er endnu en opskrift, som jeg har udviklet for LAKRIDS by Johan Bülow – den bliver også brugt på deres postkort.

Chokoladekage med lakridskaramelcreme

Opskrift (ca. 7 sammenlagte kager)

Chokoladekage
60 g smør
100 g mørk chokolade
1 dl mælk
30 g kakaopulver
80 g hvedemel
0,5 tsk. bagepulver
2 tsk. vaniljesukker
1 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
2 æg
75 g sukker

Lakridskaramelcreme
40 g smør
60 g brun farin
80 g kondenseret mælk
0,25 tsk. vaniljesukker
0,5 spsk. Johan Bülow Sweet Liquorice Syrup
0,5 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
100 g mascarpone

Chokoladekage med lakridskaramelcreme
Tænd ovnen på 180ºC. Kom smør, chokolade og mælk i en gryde. Smelt det til en jævn masse ved svag varme. Bland kakaopulver, hvedemel, bagepulver, vaniljesukker og lakridspulver sammen i en skål. Pisk æg og sukker til en tyk masse, og bland det godt sammen med chokoladen og de tørre ingredienser.

Smør en springform (22-24 cm) med smør eller olie, og hæld dejen i formen. Bag kagen midt i ovnen i ca. 15 minutter. Lad kagen afkøle i springformen. Udstik små firkanter af kagen ved at bruge en udstiksform, der måler 4×4 cm.

Kom smør, brun farin, kondenseret mælk, vaniljesukker, lakridssirup og lakridspulver i en gryde, og kog massen i ca. 5-7 minutter, indtil sukkeret er opløst og ikke knaser længere. Lad karamellen køle helt af. Pisk den kolde karamel sammen med mascarpone til en luftig og tyk creme. Læg kagerne sammen to og to med lakridskaramelcremen imellem. Opbevar de sammenlagte kager i en lufttæt beholder et køligt sted. Pynt kagerne med lidt flormelis blandet med lakridspulver før servering.

Chokoladekage med lakridskaramelcreme

 

314 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 314 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 314 Flares ×