107 Flares 107 Flares ×

Kender I det med, at man nogle gange trænger virkelig meget til kage – og bagerens, tankens eller supermarkedets udvalg ikke lige er sagen? Sådan en dag havde jeg forleden, og så fandt jeg en af mine gode kendinge frem, nemlig min chokoladekage med limecreme som jeg har bagt mange gange med stor succes, men der manglede altså noget, så den blev lavet med et twist – nemlig med et twist af lakrids!

Chokoladekage med lakrids og frisk limecreme


Det blev til en chokoladekage med lakrids og frisk limecreme. En fyldig chokoladekage med lime, lakridspulver og saltet lakridssirup. Super lækre smagskombinationer og som prikken over i’et en frisk limecreme. Lidt sødt, saltet og syrligt – mums. Jeg fik mit kagefix, og min bedre halvdel fik også et stykke! Rigtig god bagelyst!

 

Opskrift (6-8 personer)

Chokoladekage med lakrids
60 g smør
100 g mørk chokolade (55% kakaoindhold)
1,25 dl mælk
75 g sukker
30 g kakaopulver
80 g hvedemel
½ tsk. bagepulver
2 æg
2-3 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder
2 spsk. Johan Bülow Salty Liquorice Syrup
Saft af 1 lime
Skal af 2 lime

Tænd ovnen på 180ºC. Kom smør, chokolade, mælk og sukker i en gryde. Smelt det til en jævn masse ved svag varme. Bland kakaopulver, hvedemel og bagepulver sammen i en skål. Pisk æggene til en luftig og tyk masse, og bland det godt sammen med chokolade- og melblandingen. Tilsæt lakridspulver, lakridssirup, saft og skal af lime til dejen.

Smør en springform (22-24 cm) med smør eller olie, og hæld dejen i formen. Bag kagen midt i ovnen, indtil den er fast – den skal bages ca. 13 minutter. Lad kagen afkøle i springformen.

Limecreme
250 g piskefløde
130 g hvid chokolade
2 blade husblas
Skal af 2 lime

Læg husblassen i koldt vand ca. 10 minutter. Kom piskefløden i en lille gryde, og varm den i 3-4 minutter. Tag gryden af lige inden, fløden begynder at koge. Hæld den varme fløde over den hakkede chokolade, og rør det godt sammen, indtil chokoladen er rørt jævn ud i fløden.

Vrid den udblødte husblas fri for vand, og smelt den sammen med chokoladeblandingen. Tilsæt reven limeskal til cremen. Stil cremen i køleskabet et par timer eller gerne til næste dag.

Pisk den afkølede creme godt igennem et par minutter, og kom den i en engangssprøjtepose med en stjernetyl. Fordel cremen på kagen, og drys eventuelt lidt ekstra lakridspulver på toppen. Opbevar kagen i køleskabet, indtil den skal serveres.

Chokoladekage med lakrids og frisk limecreme

 

107 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 107 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 107 Flares ×