7 Flares 7 Flares ×

Selvom jeg den anden dag fik brugt en del af de lækre produkter, som Konnerup & Co sendte til mig, til at lave en sommerkage, er alt ikke brugt endnu. Jeg har særligt glædet mig til bruge den flydende karamel med havsalt til noget lækkert. Karamellens konsistens overrasker mig positivt – dejligt flydende (kan spises med en ske) – den har en skøn smag af karamel, smør og noter af havsalt – rigtigt lækkert. Gode ingredienser forpligter.

Advarsel, hvis alle kalorierne (og mere til) blev brugt i ferien, så skynd dig at gå ind på Google og søg på salat – men hvis du holder af gode lækre (måske lidt usunde godbidder), ligesom mig, så læs videre. Jeg laver nemlig browniebars toppet med karamel, peanuts og marshmallows – sådan!

Browniebars toppet med karamel, peanuts og marshmallows

For ikke at friste svage sjæle i kaloriefælden skal jeg gøre det kort, men kagen er faktisk både turen i motionscenteret og løbeturen værd. En fyldig mørk browniebar med små skønne overraskelser af flødechokolade. Kagen er generøst toppet med Konnerups flydende karamel med havsalt blandet med peanuts og mini marshmallows. Sødt, salt, blødt, sprødt og en seriøs chokoladesmag. En rigtig lækkerbisken.

Opskrift (6 stk.)

Brownie-bars 
30 g smør
40 g Konnerup 70% mørk couverture-chokolade
1 æg
35 g sukker
Korn fra en vaniljestang
15 g kakaopulver
40 g hvedemel
1/4 tsk. bagepulver
0,5 dl mælk
40 g Papouasie couverture-flødechokolade

Topping
60 g flydende karamel med havsalt
60 g saltede peanuts
25 g mini marshmallows

Tænd ovnen på 180ºC. Kom smør og mørk 70% couverture-chokolade i en varmefast skål, og smelt det sammen over et vandbad eller i en mikrobølgeovn. Pisk æg, sukker og vaniljekorn til en luftig og tyk masse – pisk godt i ca. 5 minutter. Tilsæt smeltet smør og chokolade, og pisk godt. Tilsæt dernæst kakaopulver, hvedemel og bagepulver. Hæld mælk i dejen, og pisk det godt til en ensartet masse. Tilsæt Papouasie couverture-flødechokolade, og vend det i dejen.

Fordel dejen i små aflange papirsbageforme, der måler 10×4 cm. Bag kagerne midt i ovnen i ca. 10-12 minutter, indtil de er faste. Lad kagerne afkøle på en rist. Kom flydende karamel, saltede peanuts og mini marshmallows i en skål, og rør det godt sammen. Fordel toppingen på kagerne, og pynt med chokoladespåner af Konnerup & Co’s mørke chokoladeplade med 70% kakaoindhold. Opbevar kagerne i en tætsluttende beholder.

Browniebars toppet med karamel, peanuts og marshmallows

Browniebars toppet med karamel, peanuts og marshmallows

 

Konnerup & Co

Der er en smule tilbage af de skønne Konnerup & Co lækkerier, så følg med på bloggen.

7 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 7 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 7 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset