9 Flares 9 Flares ×

En farverig lille kage bestående af en lækker sprød kakaomørdejsbund, flot lilla blåbærmousse med cognac og sød cremet chokoladeganache på toppen. Kagen smager dejligt af kakao og syrlig blåbærmousse med noter af krydret cognac, der giver et godt modspil til den søde hvide chokoladeganache.

Blåbærkage med hvid chokoladeganache
 Kagen ser fantastisk godt ud, og der er modsat mange af mine andre opskrifter ikke meget sukker eller smør i kagen – så spis den med god samvittighed. Perfekt til en kaffepause eller som afslutning på en god middag – den kan alle have plads til. Opskriften giver 12 små firkantede dessertkager.

 

Mørdejsbund
25 g smør
50 g hvedemel
15 g flormelis
1,5 tsk. kakao
Korn fra en halv vaniljestang
0,5 pasteuriseret æggeblomme

Blåbærmousse
3 blade husblas
225 g blåbær
25 g sukker
Korn fra en vaniljestang
1 spsk. citronsaft
1,5 dl piskefløde
1,5 dl græsk yoghurt
2 spsk. cognac

Hvid chokoladeganache
25 g piskefløde
30 g græsk yoghurt
50 g hvid chokolade

Skær smørret i mindre stykker i en skål, og smuldre det sammen med melet, til der ingen klumper er. Tilsæt flormelis, kakao og vaniljekorn, og saml dejen hurtigt med æggeblommen. Lad mørdejen hvile i køleskab i ca. 30 minutter.

Tænd ovnen på 200ºC. Drys lidt mel på bordet, og rul mørdejen ud til et stort rektangel med en tykkelse på ca. 3 mm. Skær dejen i små rektangler, der mål 3×8 cm. Kom dejstykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem 8-10 minutter på den midterste rille i ovnen. Afkøl kagerne på en rist.

Læg husblassen i koldt vand ca. 10 minutter. Kom blåbær, sukker, vaniljekorn og citronsaft i en lille gryde, og giv det et opkog i 5-10 minutter. Brug en ske til at mase bærene. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og smelt den sammen med bærene. Lad det afkøle.

Pisk fløden til skum, og vend det sammen med græsk yoghurt. Tilsæt blåbær og cognac til flødeblandingen, og rør det hele godt sammen.

Fordel blåbærmoussen i en silikoneform med små firkanter, der måler 8x3x3 cm. Sørg for, at fyldet ikke går helt op til kanten – efterlad 3-4 millimeters plads til mørdejsbunden. Kom mørdejsbundene oven på moussen, og sæt formen i fryseren i en time.

Bræk chokoladen i mindre stykker. Varm fløde og græsk yoghurt op til lige før kogepunktet. Tag gryden af varmen, og tilsæt chokoladen. Rør godt rundt, indtil det er en ensartet ganache. Lad massen afkøle i 30-45 minutter.

Mærk efter, om moussen er fast og nemt slipper silikoneformen efter en time i fryseren – ellers vil det være en god idé at lade moussen blive i fryseren i lidt længere tid. Pres forsigtigt blåbærkagerne ud af silikoneformen. Fordel ganachen på toppen af de små blåbærkager. Spis helst kagerne samme dag, mens bundene er sprøde.

9 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 9 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 9 Flares ×
Konrad Kaskelot - plakater til børneværelset