820 Flares 820 Flares ×

Det var egentlig for godt vejr til at bage i, men jeg havde lige en idé, der skulle afprøves 🙂 En saftig chokoladekagebund med fyldig smag af chokolade toppet med luftig appelsincreme, hvor appelsinskallen tilfører en flot og tydelig smag. Kuplen er afsluttet med et låg af hvid chokolade, der også er tilsat appelsinskal. Jeg er ret vild med kagen og har godkendt mit eget resultat 🙂

Det er en fornøjelse at bryde låget af hvid chokolade og komme ind til cremen og kagen. Den hvide chokolade passer dejligt sammen med den næsten skarpe appelsinsmag og mørke chokoladekagebund.

Appelsinkager med appelsincreme og hvid chokolade

Chokoladekage (8 personer)
60 g smør
100 g mælkechokolade
1,25 dl mælk
75 g sukker
40 g kakaopulver
80 g hvedemel
0,5 tsk. bagepulver
2 æg

Chokoladeskal
225-250 g hvid chokolade
Revet skal af 2 usprøjtede appelsiner

Appelsincreme
1 dl piskefløde
125 g mascarpone
15 g flormelis
2-3 tsk. vaniljesukker
15-20 dråber appelsinolie
Revet skal af 2 usprøjtede appelsiner

Tænd ovnen på 180ºC. Kom smør, mælkechokolade, mælk og sukker i en gryde. Smelt det til en jævn masse ved svag varme. Bland kakaopulver, hvedemel og bagepulver sammen i en skål. Pisk æggene til en luftig og tyk masse, og bland det godt sammen med de øvrige ingredienser. Smør en springform (22-24 cm) med smør eller olie, og hæld dejen i formen. Bag kagen midt i ovnen i ca. 13-15 minutter, indtil den er fast. Lad kagen afkøle i springformen.

Udstik små cirkler af kagen ved at bruge en rund udstiksform med en diameter på 5 cm. Skær de små kagebunde midt over – ellers vil kagen fylde hele silikoneformen, og der vil ikke være plads til appelsincremen. Der vil være noget kage i overskud, som man med fordel kan komme i fryseren og eventuelt bruge til romkugler.

Smelt hvid chokolade i en varmefast skål over et vandbad eller i mikrobølgeovnen. Pas på, at den hvide chokolade ikke bliver for varm, så den bliver grynet i konsistensen. Tilsæt revet appelsinskal til chokoladen, og rør det godt sammen. Pensl et lag chokolade i silikoneformen (jeg har brugt en halvkugleformet silikoneform). Hver form måler Ø60×35 mm – man kan sagtens bruge en anden silikoneform. Stil formen i fryseren i ca. 10 minutter.

Find silikoneformen frem fra fryseren, og pensl endnu et lag chokolade, så formen er dækket godt til. Stil formen tilbage i fryseren i ca. 10 minutter.

Pisk fløden til en let skum. Tilsæt de øvrige ingredienser, og pisk det godt sammen. Kom appelsincremen i en sprøjtepose, og fordel den i chokoladeskallen. Pas på med ikke at fylde chokoladeskallen med for meget creme, da der også skal være plads til kagebunden. Kom til sidst kagebunden oven på cremen.

Stil silikoneformen tilbage i fryseren i ca. 1 time. Tryk herefter forsigtigt appelsinkagerne ud af formen, og de er klar til servering. Opbevar kagerne i en tætsluttende beholder på køl. Kagerne kan holde sig i op til 3 dage på køl.

Appelsinkager med appelsincreme og hvid chokolade

820 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 820 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 820 Flares ×