17 Flares 17 Flares ×

Jeg holder meget af is og ikke kun om sommeren, når det er varmt. Det behøves nødvendigvis ikke være en gammeldags isvaffel med 28 kugler og topping. Lidt, men godt og med fokus på den gode smag, så er jeg allermest tilfreds. Jeg har gået og tænkt over en lakridsis (surprise).

Søndagens resultat blev en flot og lækker tofarvet is med en del bestående af appelsinsaft og -skal og en lakridsdel med lakridspulver og dejlig saltet lakridssirup. Appelsin og lakrids er så dejlige sammen og smager både friskt og fyldigt. Jeg har pyntet isen med brud af hvid chokolade med lakridspulver, som jeg lavede, mens ismaskinen arbejdede hårdt. Det er en søndagsdessert lige efter min smag. Forresten, der er ikke 1,5 liter is på tallerkenen – jeg har brugt min lille melon-kugleske.

Appelsin- og lakridsis

Opskrift (4 personer)

Appelsinis
2,5 dl piskefløde
0,5 dl mælk
100 g kondenseret mælk
Saft af 1,5 usprøjtet appelsin
Skal af 2 usprøjtede appelsiner

Lakridsis
2,5 dl piskefløde
0,5 dl mælk
100 g kondenseret mælk
2 spsk. Salty Liquorice Syrup
1 tsk. Fine Liquorice Powder

Pynt
100 g hvid chokolade
0,5 tsk. Raw Liquorice Powder

Pisk en halv liter piskefløde til let skum. Gem halvdelen af flødeskummet i en anden skål, der skal bruges til lakridsisen. Tilsæt mælk, kondenseret mælk, appelsinsaft og -skal til flødeskummet, og bland det hele godt sammen. Hæld blandingen i en ismaskine, og lad den køre i ca. 20 minutter. Kom isen i en beholder, og stil den i fryseren.

Fortsæt med lakridsisen. Tilsæt mælk, kondenseret mælk, lakridssirup og -pulver til den resterende mængde flødeskum, og bland det hele godt sammen. Hæld blandingen i en ismaskine, og lad den køre i ca. 20 minutter. Find beholderen med appelsinis fra fryseren, og fordel lakridsisen ovenpå. Stil beholderen tilbage i fryseren. Isen er klar til servering efter 3-5 timer.

Man kan sagtens lave appelsin- og lakridsisen uden at bruge en ismaskine. Hæld isblandingerne over i hver sin beholder, og stil dem i fryseren 3-5 timer. Husk at røre 3-4 gange i løbet af den første time under frysningen.

Kom den hvide chokolade i en varmefast skål, og smelt den over et vandbad eller i mikrobølgeovnen. Tilsæt lakridspulver, og fordel herefter chokoladen ud på et skærebræt beklædt med bagepapir. Stil det i fryseren i ca. 30 minutter, og knæk chokoladen i mindre stykker.

Appelsin- og lakridsis

Appelsin- og lakridsis

17 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 17 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 17 Flares ×