13 Flares 13 Flares ×

Jeg elsker mine små tærteforme i porcelæn – man kan lave kunstværker og himmelske mundfulde i små størrelser. Mit lakridseventyr fortsætter og denne gang med en tærte.

Tærten består af en dejlig sprød mørdejsbund, et lag med marcipanmasse rørt med lakridspulver fra Johan Bülow, næste lag er frisk ananas hakket i små fine stykker tilsat lidt mere lakridspulver. Tærten er toppet med den lækreste lakridsmarengs, som med en sprød skal og fløjsblød indre er så lækkert et modspil til den friske ananas. Opskriften giver 8 små tærter.

Ananastærter med lakrids og marengs

Tærtebund
50 g smør
100 g hvedemel
25 g flormelis
1 pasteuriseret æggeblomme
Korn fra en halv vaniljestang

Mazarinmasse
50 g revet marcipan
15 g flormelis
10 g smør
1 pasteuriseret æggehvide
1/4 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder

Ananasfyld
140 g finthakket frisk ananas
1/4 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder

Lakridsmarengs
1 pasteuriseret æggehvide
60 g flormelis
1/2 tsk. Johan Bülow Raw Liquorice Powder

Skær smørret i mindre stykker i en skål, og smuldre det sammen med melet, til der ingen klumper er. Tilsæt flormelis og vaniljekorn, og saml dejen hurtigt med æggeblommen. Lad mørdejen hvile i køleskab i ca. 30 minutter.

Rul mørdejen ud og brug et glas med en diameter på 8 cm eller en anden udstiksform til at udstikke en cirkel, der passer perfekt i de små tærteforme (diameter 7 cm). Pensl de små tærteforme med lidt olie, og læg dejen i formene. Forbag de små bunde ved 200°C i 10 minutter på den midterste rille i ovnen.

Rør revet marcipanen sammen med flormelis, smør, æggehvide og lakridspulver. Fordel 1 teske af mazarinmassen på de forbagte tærtebunde.

Skær frisk ananas i meget små stykker. Bland ananasstykkerne sammen med lakridspulver. Fordel herefter 2 teskeer af ananasfyldet oven på mazarinmassen, og bag dem yderligere ca. 8 minutter midt i ovnen.

Pisk æggehviden til fast skum, og tilsæt flormelis lidt ad gangen. Tilsæt lakridspulver til marengsmassen, og kom massen i en engangssprøjtepose. Fordel marengsen oven på ananasfyldet (fyld ikke marengsen helt ud til kanten, da det kan give problemer med at løsne kagen fra formen). Bag de små ananastærter ved 200°C i 10 minutter på den midterste rille i ovnen. Afkøl dem på rist.

13 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 13 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 13 Flares ×