304 Flares 304 Flares ×

Jeg har plukket de fleste af de mange skønne æbler, der var på vores frugttræer. Æblerne er pakket trygt og godt, så vi forhåbentlig kan nyde godt af dem de næste mange måneder. Det er fantastisk at være næsten selvforsynende med æbler.

Kagen består af en sprød mørdej med smør og vanilje, frisk og syrlig æblekompot og et gitter af marcipanmasse tilføjet hasselnødder og lidt drys af flormelis. Lækker og efterårsgylden tærte med dejlig smag af æble, marcipan og skønne ristede hasselnødder.

Æbletærte med marcipan og hasselnødder

Opskrift (4 tærter, 11 cm i diameter)

Mørdej
50 g smør
100 g hvedemel
25 g sukker
Korn fra en vaniljestang
2 pasteuriserede æggeblommer

Æblekompot
600 g æbler
2 spsk. vand

Marcipanmasse
220 g marcipan
40 g sukker
1 æg

Pynt
Hasselnødder

Skær smørret i mindre stykker i en skål, og smuldre det sammen med melet, til der ingen klumper er. Tilsæt sukker og vaniljekorn, og saml dejen hurtigt med æggeblommer. Lad mørdejen hvile i køleskab i ca. 30 minutter. Rul dejen ud til en stor cirkel (ca. 0,5 cm i tykkelsen), og udstik cirkler med en skål på 15 cm i diameter. Kom dejen i smurte tærteforme (11 cm i diameter), og tryk den ud med fingrene. Prik dejen med en gaffel. Bag tærtebundene ved 200°C i ca. 10-15 minutter på den midterste rille i ovnen, til de er let gyldne.

Forbered nu æblekompotten. Vask og skræl æblerne. Fjern kernehuset fra æblerne, og skær dem i små tern. Kom æblestykkerne i en gryde sammen med lidt vand. Lad det koge ved middelvarme i ca. 15 minutter. Mos den kogte æblekompot let med grydeskeen – der må gerne være lidt tekstur i massen, så det skal ikke være en fin puré. Fordel æblekompotten i de forbagte tærtebunde.

Riv marcipanen groft på et rivejern. Rør marcipan, sukker og æg sammen i en skål med en håndmixer. Kom marcipanmassen i en engangssprøjtepose isat lille stjernetyl, og sprøjt den ud på kryds og tværs oven på æblekompotten. Pynt tærterne med hele hasselnødder. Bag dem yderligere ca. 15-20 minutter midt i ovnen, indtil marcipanmassen har fået en flot gylden farve. Server tærterne lune med creme fraiche, en kugle vaniljeis eller flødeskum.

Æbletærte med marcipan og hasselnødder

Æbletærte med marcipan og hasselnødder

 

304 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 304 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 304 Flares ×