333 Flares 333 Flares ×

Mit bud på en lidt anderledes æbledessert som jeg lavede til KVINDELIV-delen af magasinet KVINDELIV/4MEN. Den består af flere lag frisk og syrlig æblekompot med luftig og smagfuld lakridscreme. Desserten er pyntet med knuste lakridsmarengs og hele lakridsmarengs-sticks. En nem og lækker dessert, hvor lakridssmagen passer rigtig flot sammen med den friske æblesmag og søde sprøde marengs.

Æbledessert med lakridscreme og lakridsmarengs

Opskrift (4 personer)

Lakridsmarengs-sticks (ca. 35 stk.)
40 g pasteuriseret æggehvide
85 g flormelis
Johan Bülow Raw Liquorice Powder

Æblekompot
600 g æbler
2 spsk. vand

Lakridscreme
150 g mascarpone
30 g flormelis
1-1,5 spsk. Johan Bülow Salty Liquorice Syrup
2,5 dl piskefløde

Start med at lave lakridsmarengs-sticks. Pisk æggehviden til fast skum, og tilsæt herefter flormelis lidt ad gangen. Pisk godt i ca. 5 minutter. Kom marengsmassen i en engangssprøjtepose med rund tyl (6 mm diameter), og sprøjt den ud på en bageplade med bagepapir i 14 cm lange stænger. Drys lakridspulver på stængerne. Bag dem ved 90°C i 1 time på den nederste rille i ovnen. Lad dem afkøle på bagepladen. Opbevar de afkølede lakridsmarengs-sticks i en tætsluttende beholder.

Forbered nu æblekompotten. Vask og skræl æblerne. Fjern kernehuset fra æblerne, og skær dem i små tern. Kom æblestykkerne i en gryde sammen med lidt vand. Lad det koge ved middelvarme i ca. 15 minutter. Mos den kogte æblekompot let med grydeskeen – der må gerne være lidt tekstur i massen, så det skal ikke være en fin puré. Lad æblekompotten afkøle.

Afslut med at lave lakridscremen. Pisk mascarpone, flormelis og lakridssirup sammen til en tyk creme. Pisk fløden til en let skum, og vend den forsigtigt i mascarponecremen. Anret desserten i høje glas. Kom først et lag æblekompot i glasset, derefter et lag lakridscreme efterfulgt af endnu et lag æblekompot og afslut med et lag lakridscreme. Knus et par lakridsmarengs-sticks og drys oven
på lakridscremen. Stil et par sticks ned i glasset, og desserten er klar til servering.

Æbledessert med lakridscreme og lakridsmarengs

333 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 Pin It Share 333 StumbleUpon 0 LinkedIn 0 Buffer 0 333 Flares ×